I 1700-tallet og i takt med rationalismens udbredelse som centralt filosofisk grundlag for erkendelse voksede interessen for naturvidenskaberne, men der fandtes endnu ikke fagstudier og fakulteter, som vi kender det i dag.

Det betød, at de særligt interesserede samlede og indsamlede alt muligt fra sten til fossiler, planter, flintøkser, dyreskeletter, blomster, gamle ting og sager etc. etc. i store rodebunker, som man så studerede og forsøgte at beskrive. Problemet var, at man ikke kunne iagttage nogen egentlig sammenhæng mellem de mange ting. 

Det skyldtes bla. at man ikke endnu have klassifikationssystemer, så man fx. kunne skille organisk og uorganisk fra hinanden; planterige og dyrerige (og fx. beskrive hvor grænsen går; er fx. en søanemone en plante eller et dyr ?)

Man havde endnu mindre klassifikationssystemer inden for fx. dyreriget (pattedyr, gnavere etc.).

Hovedproblemet for de mennesker som interesserede sig for naturfænomener var således at skabe orden i det kaos af objekter, man kunne indsamle.

Carl von Linné var een af de første, der lavede et klassifikationssystem (1730'erne). Han opstillede et for planterne.

De nysgerrige, de naturinteresserede var således ikke samlet i fagstudier, men de bevægede sig forholdsvis frit og uhindret fra studiet af bjergarter til studiet af dyrearter, planter, kemi og oldtidsfund. 

Man undersøgte således naturen, men manglede et ordentligt videnskabeligt grundlag for at kunne se en sammenhæng mellem de forskellige dele.

Gennembruddet kom, da der skete noget inden for kemien og inden for fysikken.

Galvani opdagede i 1789, at frømuskler trak sig sammen, når enderne af dem blev forbundet med elektriske tråde af forskellige metaller. Herudfra blev det erkendt, at der findes elektriske strømme i dyr.

Det førte til at Volta i 1800 konstruerede det første galvaniske element - altså udnyttelsen af kemisk frembragt elektricitet. Her opdagede man så at der også i ikke levende organismer findes elektriske strømme.

Opdagelserne bekræftede, hvad man længe havde anet, nemlig at der findes en kraft, som gennemstrømmer naturen men med forskellig styrke og som i og med at den findes i alle naturens former er den kraft, som får naturen til at fremstå som en helhed !

Den tyske fysiker Ritter skrev lærebøger om at livet selv og alle livsprocesser er forbundet med elektriciteten som den helt fundamentale og grundlæggende kraft.

Konklusionen er snublende nær og blev da også draget lynhurtigt, nemlig at de mange forskellige naturfænomener, vi kan iagttage (planter, dyr, vandløb, bjerge etc.) var fremtrædelsesformer for een og samme kraft som altså viser sig i alle ting med forskellig styrke.

Her tog filosofferne fat !

H.C. Ørsted kaldte denne kraft for "ånd". Heinrich Steffens interesserede sig for magnetismen. Hans hovedtese var at kvælstof og kulstof er hovedbestanddelene i alle kemiske processer, og at magnetisme (+ og -) indgår i alt liv og i alle naturens frembringelser.

Steffens var altså på den ene side naturvidenskabsmand. På den anden side (og samtidig) var han filosof. Det var ham, som på grundlag af sine naturvidenskabelige iagttagelser og sin viden om grundprocesser i naturen skrev det filosofiske værk "Romantikkens evangelium" - den tekst som er een af de mest centrale for den romantiske bevægelse i Danmark og dermed for litteraturen i første halvdel af 1800-tallet i Danmark.