|
Paa skønne Ben du skrider mod Søen blaa,
hvor Ild fra Solen leger som unge Slanger!
Du Synderinde af Ungdom og uden Anger
skal Vandenes salte Søvn-Omfavnelser faa.
Om Morgenen vokser under den lyse Sky,
som levede vi under selve Tidernes Gry.
Jeg ser dig for mig, kun i en solhvid Særk,
og Luften flytter varsomt med Lys og Skygger.
Din trygge Skønhed fortroligt paa Jorden bygger
og vidner, at Himlens Hvælving er strakt og stærk.
Du tøver - og tager mig i dine Øjnes Blaa,
der sejrer og siger saa svangert: Vi forgaa!
Et Morgensmil i Kindernes Buer staar,
som Sejersminder efter en sluknet Rødme.
Et Skær af Solens Kraft og af Syndens Sødme
i Blikkets Søer under det unge Haar.
I Barmens vuggende Hvidhed en Gud har leet,
mens Stjernernes inderste Underværk er sket.
Dit Væsens Troper straaler imod min Hu -
uendelig frodigt under din gode Pande.
Mit Hjerte løftes af Have og gyldne Vande.
Befriet - lutter Menneske blev du nu.
Et Baal af uudgrundelig Nøgenhed
slog gennem mit Sind, som Lyn slaar i Havet ned.
Som dugget Sølv dine Øjne nu ser paa mig,
du vaagnede Pige, der sover for alle Tider.
Og Lykken ligger omkring os til alle Sider.
Og svale Vande ligger og venter dig.
I alle Former løb du af Stjernen fuld,
du gaadefulde Ætling af Mødre i Mud.
|
|
Der bølger Varme over Bakkens Kamme
og Kornets trygge slummerdunkle Riger.
Som saligt-salte Blik er Søer og Damme,
beruset blaa af Sol og nøgne Piger.
Der springer Klang fra Fuglenæb i Luften.
Og Skyer som en anden Klodes Bjerge
gaar stille frem, saa Lyset og saa Duften
sig lader blindt besove og besværge.
Alt lever i en øm og yppig Spænding,
de skjulte Safter giver Mod til Glæde.
Og Disens Bølger vugger uden Brænding
mod sære Kyster, ingen kan betræde.
Døgnfluen aner ved en blaa Violrand
det evige. Og over Marken varlig
gaar mættet Modningslugt af Korn og Solbrand.
Og Tordenskyens Latter lyder farlig.
Se aabne Døres Mulm i alle Sogne, -
som gabte Graven ud af hver en Vaaning,
som vented alle døde nu at vaagne
til ærlig Dag paa Bakkens grønne Skraaning.
Nu drukner Solen. Og med haarde Kamme
Uvejrets Vande staar som Flint og Grotter;
der falder Alvor over Søer og Damme,
og bag et Regnbjerg Lynet vildt sig blotter.
Af Badet løber Bondens hvide Datter -
de kære Vande, nødigt hun forlod dem.
Hun strækker sine Bryster højt med Latter,
mens Tordenregnen straaler ned imod dem.
Hvor Koen brøler, som fra Jordens Indre!
Hvor Hylden dufter sødt, som kunde Roden
en regnmæt Lykke under Muld erindre.
Og lystent borer Lynet sig i Kloden.
|