NOTAT OM THØGER LARSEN

  

 

 

 

Thøger Larsen er primært lyriker, men i hans lille prosaproduktion finder man en del samtidsskildringer - det gælder specielt portrætter i stil med bla. Jeppe Åkjærs skildringer.

Det er primært gennem Thøger Larsens prosa-produktion, at vi ser tilknytningsforholdet til samtidens realistiske skribenter, bla. Skjoldborg, Åkjær, Nexø og Bregendahl.

 

Thøger Larsens lyrik består fortrinsvis af naturskildringer.

Hans interesse for den evigt gentagne livscyklus i naturen ses i de mange beskrivelser af årstidernes vekslen fra sommer (i fx. "Du danske Sommer, jeg elsker dig") til efterår (i fx. digtet "En løvfaldsdag") over vinter (i digtet "Stormfuld vinternat") til forår (i bla. "Solsangen").

 

Bag det meste af Thøger Larsens lyriske produktion, er det den samme grundtanke som udfolder sig - en grundtanke som han selv har formuleret således:

 

"Der arbejder kræfter i huset, i stenen, i dyret, i os selv, hvis væsen er os ukendt, hvad navn vi end giver dem. den håndgribelige virkelighed, såvel som hånden, der griber den, er kun et stadium i ukendte processer, i en uafbrudt og umærkelig forvandling."

 

Denne forestilling om et universelt styrende princip som sammenbinder alle naturens forekomster fra det mindste til det største - ja endog planeterne i hele universet - kræfter som mennesket ikke hersker over, men er under indflydelse af, ligger langt fra den materialistiske tilværelsesforståelse, som den fx. udformes af Thøger Larsens samtidige forfatterkollega, Hans Kirk.

 

Men det er en forestilling som ikke er ukendt for os, for den minder på mange måder fundamentalt set om den romantiske naturfilosofi; - verdensånden som skabende kraft gennemstrømmende alt i naturen i den trinvise udvikling fra den hårdeste sten til den mest følsomme digter.

Hos Thøger Larsen er det dog ikke en flygtig og udefinerbar verdensånd, der opfattes som det styrende princip, men det er livskraften som en universel kraft. Thøger Larsen siger det selv således: "Livskraften er en universel kraft, en funktion i planeter, menneskers, dyrs og planters liv".

Denne livskraft udfolder sig i det enkelte individ på den måde at individet opstår og forsvinder i et nu som et led i den store, universelle sammenhæng - den evige sammenhæng.

 

I modsætning til romantikerne, hvis naturopfattelse førte til en tro på et højere styrende princip for livet - en universel religiøsitet, fører Thøger larsens naturopfattelse til ateisme, men det er vel at mærke en ateisme, som i lyset af det evige mørke, som venter alle, betyder at vi kan opfatte livet i nuet usædvanlig klart og lykkefuldt.

 

Thøger Larsens verdensanskuelse er en slags panteisme, en slags naturreligiøsitet, der dyrker frugtbarheden, livet, væksten og udviklingen.

Døden erkendes som en meget konkret realitet, men det er ikke en smertefuld erkendelse, for liv følger på liv - alle mennesker er et meningsfuldt led i udviklingen, og selv er det enkelte menneske resultatet af en årtusinde lang proces. Det er gennem forplantningen at det enkelte menneske giver sit bidrag til livet og til processens videreførelse.

 

Det evige liv eksisterer i Thøger Larsens univers, men det eksisterer på jorden. Mennesker, dyr, planter skaber det selv gennem livsudfoldelse og forplantning.

Det er således parring og befrugtning som er livets inderste og egentlige mening. Heri ligger livets sandhed. Denne tanke kan anskueliggøres igennem Thøger Larsens digt "Jorden".

 

Det plasker med solvand mod saftige bred,

de evige kilder er kommen på gled,

med trivsel, med mælk og med moderlighed.

Ja, dyrene kredser i ensomme par,

og blomsterne blotter hengivelsens ar,

og drifterne syder i cellernes kar.

Se lysternes fanfare i eng.

Der lokkes og gantes og parres i flæng

i sommerens grønne og solhede seng.

Forførelse driver med dug over strå,

forførelse slæber insekterne på,

og se, om den knægt lader pigerne gå.

 

Thøger Larsens dyrkelse af frugtbarhedens mysterium koncentreres og konkretiseres specielt i hans kvindedyrkelse - kvinden oplevet som den der repræsenterer livets sandhed og den sorgløse drift/sexualitet befriet fra normer og hæmninger. Kvinden er naturen og udfolder sig frit og naturligt i overensstemmelse med sin naturgivne bestemmelse, nemlig det at føre livet videre ved at føre slægten videre.

 

Denne kvindedyrkelse ses i Thøger Larsens lyrik både i beskrivelsen af de nøgne bondepiger - naturens døtre - som bader i søen , hvor badet symboliserer en slags rituel dåb og indvielse til livet på linie med den kristne dåb, og kvindedyrkelsen ses også i de mange naturbeskrivelser, hvor jorden ofte opfattes som det frugtbare, livgivende kvindelige element i livsudfoldelsen (fx. i sommersangen "Du danske Sommer jeg elsker dig") Kvinden bærer fortiden i sig, lever i nuet og er fremtidens grundlag !

 

Det er denne oplevelse af nuet i universelt perspektiv, der er den centrale livsfølelse hos Thøger Larsen. Det er gennem dette for os nok så flygtige nu, at evigheden spejler sig, og det er oplevelse af livsudfoldelsen i nuet, der er udtryk for livets egentlige mening hos Thøger Larsen - modsat fx. Kingo og Brorson som i en række salmer udtrykker lede ved livet på jorden, netop fordi det er flygtigt, og netop fordi det egentlige liv engang skal leves i Himlen.

 

Vi ser således, at Thøger Larsen i modsætning til flere af sine samtidige vender blikket bort fra den nære virkelighed med dens presserende sociale, økonomiske og politiske problemer og i stedet fordyber han sig i universets og livets hemmeligheder. Derved ses også, at hans kunstopfattelse og hans opfattelse af litteraturens mål og forfatterens rolle adskiller sig radikalt fra fx. Nexøs og Kirks. Det udtrykker han meget tydeligt i følgende citat:

 

"Digtningens formål må efter min mening være at gøre livet levende, så det bliver mig helt bevidst og ikke leves i søvne"

 

/ Steen