Bedømmelse af konkrete eksamensbesvarelser

Eksempel A

Opgave (99-1-1): En øjenvidneskildring

Gør rede for komposition og virkemidler i Bill Bufords øjenvidneskildring "England, England, England" (tekst 4). Hvilken rolle indtager fortælleren, og hvilke overvejelser gør han sig?

En øjenvidneskildring

Hvad er drivkraften bag fænomenet, at folk samler sig i masser ved konkrete lejligheder? Har mennesket en naturlig interesse i at samle sig i masser? I en kronik i Politiken fra juni 1998 beskriver den amerikanske journalist Bill Buford, på baggrund af en bog han har skrevet om hooliganisme, en masses adfærd i en konkret situation.

Buford indleder med at tage afstand fra den begivenhed, han efterfølgende beskriver. Han klargør hurtigt situationen ved at beskrive, at det efterfølgende vil handle om en konkret masses opståen og dens udvikling.Buford reportere kort og kontant om, hvordan massen bliver til. Det hele starter med, at tre person står midt ude på en gade, hvorefter flere og flere kommer til, som ban selv skriver "Endnu tre fulgte efter. Og så to til. Og så fem. Og så alle". I løbet af kort tid er massen blevet kæmpe stor.

Der følger herefter en beskrivelse af massen. Buford fremstiller massen som meget homogen, der er ingen anfører. Han forklarer sågar, at man for at blive en del af massen har måttet opgive sin individualitet. Alle personerne i massen udgør på engang såvel massen selv som skaberne af massen. Buford beskriver hernæst, hvordan massen har fået liv. Det første livstegn viser sig ved, at massen sætter sig i bevægelse. Det beskrives hernæst, hvordan man via sin deltagelse i massen opnår en række ting. Buford forklarer, at man ved at befinde sig i massen pludselig får en stærk følelse af lykke. Denne lykketilstand grunder dels i en følelse af glæde over at høre til og dels i en følelse af magt. Buford beskriver, at massen havde en så kraftig magt, at den havde "underlagt sig en hel storby". Herved kommer magtpotentialet til at fremstå som den vigtigste funktion ved massen.

l Bufords kronik følger herefter en beskrivelse af, hvordan massen viste tænder for første gang. Buford bliver ligefrem selv lidt forskrækket over massen og dens magt i den konkrete situation. Det er herefter tydeligt, at handlingen i beskrivelsen skifter herefter gear. For hvor det tidligere har handlet om massens opståen og dens potentiale, handler det nu om massens handling og den konkrete situationen, som kronikken er reaktion på. Dette kan man helt enkelt se ved, at tempoet, som massen bevæger sig frem i, øges voldsomt. Stemningen i massen befinder sig lige på kogepunktet. Buford er stadigvæk en del af massen, men da tempoet øges yderligere sprænges massen og blandt andre Buford glider ud. Stemningen i massen er kogt over og står efterfølgende og stødkoger. Der sker en tydelig opløsning af den tidligere så homogene masse. Buford benytter ordet anarki om situationen. Fællesskabsfølelsen fra tidligere forsvinder og afløses af anarki.Der sker en voldseskalering fra den opløsende masses side. Volden er først og fremmest rettet mod politiet, men den berører også andre.

Buford flytter hernæst fokus fra massen som helhed til bestemte situationer og personer. Buford skildrer, hvad han oplever. Han redder sin opmærksomhed mod dels et hærgede tidligere medlem af massen og mod dels en familie som bliver stærkt berørt af den opløsende masses adfærd. Opløsningen bliver tydeliggjort af Buford ved, at han tager afstand fra det tidligere medlem, altså der findes ikke længere nogen fællesskabsfølelse, men der sker i stedet for en individualisering. Slutteligt beskriver Buford,
hvordan stemningen igen forandres radikalt, ved at politiet bliver drevet på flugt. Buford kan derved slutte sin kroniks handlingsforløb, som han indledte det, nemlig ved at massen samles igen. Dette kan man se ved, at Buford i sin afslutning beskriver, hvordan flere og flere stimlede sammen og sluttede op om en konkret sang. Buford har herved skildret, hvordan en konkret masse opstår, hvilke muligheder denne masse har og hvordan denne masse handler og bliver opløst og slutteligt, hvordan denne masse opstår igen. Den konkrete masse som Buford beskrev, og på et tidspunkt også var en del af, bestod hovedsageligt af engelske fodboldfans.

Buford benytter sig flere steder af sammenligninger. Han drager paralleller til lignende begivenheder. Det kan man eksempelvis se det sted, hvor han omtaler nogle optøjer, der har udspillet sig nogle uger forinden den konkrete begivenhed. Han benytter sig også af et billedsprog. Det kan man eksempelvis se det sted, hvor han sammenligner personerne i massen og massens skabere med "ler og pottemager, sten og billedhugger, stemme og musik".

Der optræder endvidere en lang række steder i kronikken utrolig energiladede og stærke ord og konstuktioner, som eksempelvis "overvældende', "øredøvende" og "grænsen var nået".

Det viser sig, at Buford et langt stykke af vejen forholder sig meget personligt til begivenhederne. Han beskriver, hvad han føler og hvad han tænker. Eksempelvis beskriver han, at bliver overrasket og lykkelig, men også at han bliver angst. Han beskriver desuden også, hvordan han forvandles, at han bliver "træt og tung". Dette virker alt sammen meget overbevisende og man kan derfor nemt leve sig ind i hans beskrivelse.

Buford er flere steder meget vurderende i sin beskrivelse af personer. Eksempelvis kalder han et sted en person for "en lille lort" og et andet sted personen for et "hjernedød fæhoved".

Begivenhederne omkring den konkrete situation har tydeligvis påvirket Buford meget. Et sted i kronikken beskriver Buford, at han har mistet sin tidsfornemmelse, hvilket helt klart peger på, at det har været en yderst intens oplevelse for ham. Dette viser sig også ved, at Buford et sted rejser spørgsmålet om, "hvad det er for et forkvaklet samfund" der har fået visse af personerne i massen til at forvolde andre smerte og angst. Han giver ikke selv noget svar herpå, men det kunne måske forbindes med mine indledende spørgsmål. For tager man eksempelvis fat på Nietszche, vil han helt klart mene, at det ligger i menneskets natur, at man vil forsøge at opnå magt over andre og sig selv/og hvis det at samle sig i en masse er vejen frem, ja så vil det ifølge Nietszche også være naturligt at følge den. Nietszche mener nemlig, at viljen til magt er drivkraften bag alt, hvad mennesket foretager sig. Altså er det ifølge Nietszche ikke et samfund, men menneskets egen natur der er bestemmende for, hvad det kunne foretage sig af grusomheder. Det vil derfor ifølge Nietszche være i menneskets naturlig interesse at samle sig i masser og drivkraften bag vil blot være viljen til magt.

Eksempel B

Opgave (99-1-1): Udenfor

Giv en analyse og fortolkning af Svend Åge Madsens novelle "Udenfor" (tekst 1).

Udenfor
Novellen "udenfor" af Svend Åge Madsen er fra samlingen "Mellem himmel og jord", 1990.

Teksten handler om det at være udenfor, og at man tror man kender mennesker, når man kender deres ydre facade. Ydermere
handler novellen om nysgerrig og hverdagsproblemer. Fortællingen er fortalt af en person, der medvirker i teksten, både hvor
historien foregår og udenfor, hvor personerne i fortællingen betragtes. Forfatterens måde at skrive på gør teksten både
inspirerende og nem at leve sig ind i. Teksten er som om den er opdelt i to verdner, en hvor fortælleren er og en hvor familien er.

Fortællingen handler om en gruppe halv store drenge, der som underholdning kravler op i et stakit og belure en familie (Kurtsen).
Spionagen af familien er i starten af novellen ret uskyldig, drengene underholder sig ved små ting der sker inde hos Kurtsen.
Gennem novellen udvikler beluringen, fra at være uskyldigt til, at blive mere grotesk idet det udvikler sig til, at blive ligesom en
biograf forestilling, hvor man betaler penge efter skuespillerens indsats og filmens spænding.

Novellen starter med et lille afsnit, om hvorfor spionagen finder sted, som en undskyldning herfor. Dernæst fortælles der om
familie Knutsen, der består af to børn Anne Grethe og Niels Henning og deres forældre. Familien fremgår af teksten som en familie
der både har sociale og økonomiske problemer.

En dag bliver drengene opdaget af sønnen Niels Henning, der i stedet for at smide dem ud rækker en papkassen frem imod dem
til at putte penge i. Dette gør at drengene nærmest finder det rimeligt at de står og glor, i teksten hedder det fra fortælleren "På
en måde var det som om det gav os ret til at stå og glo, at vi havde betalt nogle småører. Alligevel- eller måske derfor? - var de
fleste af os ved at miste interessen for lureriet, da der skete noget nyt." (l. 58-61).

l citatet ses det udover drengenes ret til at stå og glo også hvordan drengene mister lysten til, at lure de sædvanlige banale ting,
når de skal betale for det. Ovennævnte kan sammenlignes med en biograf forestilling, her udebliver publikum også, hvis filmens
værdi aftager. Så snart folk selv skal betale forventer de mere dramatik og færre banale ting. Mødet mellem Niels Henning og
drengene er første gang de to "verdner" spiller sammen. Lureriet af familien har gjort at drengene føler de kender medlemmerne
af familien. Dette ses en dag på stranden, hvor fortælleren møder Anne Grethe og hilser på hende som en han har kendt gennem
længere tid. Da skribenten opdager sit lille fejltrin er han ved, at grave sig ned, derimod begynder Anne Grethe at grine, da det
sandsynligvis ikke er første gang hun opdager noget ligende. Gennem samtalen med Anne Grethe opdager jeg at hun egentlig er
et ganske normalt menneske, noget han nok viste, men alligevel ikke troede. Anne G. glemmer noget på stranden og fortælleren
ser det som en chance for, at opleve huset indefra. Fortælleren begynder, at komme sammen med datteren Anne G. Dette er
anden gang man oplever at de to verdner blandes og de skilles først da Anne Grethe bryder med forfatteren. I novellen hedder
det, at grunden til bruddet er følgende " Så kom den store tragiske tur, hvor hun slog op med mig. Hun påstod at det slet ikke var
hende jeg var interesseret i." (l. 125-126). Årsagen til bruddet er ifølge teksten, fordi Anne G. indser at fortælleren kun er
interesseret i, at opleve huset og prøve møblerne. Herefter er forfatteren kureret for en tid og han vender først tilbage, da
rygterne om noget spændende igen vender tilbage. Denne gang er rygterne om husets søn Niels Henning, der efter alt er sige
skulle være begyndt at gå sammen med byens skrappe drenge. Spændingen kommer igen, da drengene finder ud af at Niels H.
har anskaffet sig en pistol. Klimakset i dette afsnit er da Anne G finder pistolen frem, tørrer den af, sætter den mod tindingen og
trykker på aftrækkeren og pga. en fejl sker ingen ting. Drengene bliver forskrækket og bryder herefter ud i et stort bifald. Herefter
er der igen fuldt hus hver aften og folk venter på noget nyt skal ske. Da det ikke sker, finder gruppen andre interesser. Det store
øjeblik i hele forestillingen kommer, da Anne Grethe en aften tog pistolen frem igen og skyder sig selv. Drengene beskriver
oplevelsen gennem teksten således "Det er noget af det mest spændende jeg har oplevet. Da hun trykkede af skete der virkelig
noget nyt. Hun sank sammen. Død på stedet." (l. 195-197).

Citatet er sagt meget grotesk og uden nogen form for følelser. Slutningen på afsnittet viser hvordan folk udenfor opfatter det hele
som en god film der ender dårligt, men trods alt har en god slutning. Spionagen slutter ikke, men først da familien ruller
gardinerne helt for.

Hele novellen kan som førnævnt sammenlignes med en biograf forestilling, hvor familien er hovedpersonerne og publikum er de
halv store drenge. Da de drengene begynder at betale gir det dem ligesom et publikum ret til at se filmen og hermed forlange at
der sker noget. Slutningen viser igen, hvordan hele situationen betragtes som en film, ingen regere på afslutningen som er det
noget virkeligt.

Igennem novellen lykkes det for Svend Åge Madsen, at fremstille de halvstore drenge, som nogle små uhyre der kan more sig
over familiens sociale og økonomiske problemer. Mange mennesker vil nok tænke, at Svend Åge Madsen er på et sidespor, når
han beskylder folk for at være kolde og uden følelser, men jeg tror han har ret i nogle af hans påstande. For det første er
mennesker i dag meget selvcentreret og egoistiske og ingen gør i dag noget for andre uden, at få noget til gengæld. For det
andet er mange personer i dag så ondskabsfulde, at de nogle gange håber på andres ulykke, som en spændene oplevelse. Et
andet ex. herpå kunne være vores medie vaner, for mig og se er det lidt unormalt at underholde sig Lørdag aften til serie "liv og
død", der handler om andre folks ulykke og død. Dette siger også lidt om, hvad vi savner i hverdagen, så i bund og grund har
mennesker i dag de samme lyster til noget spændende, som drengene i novellen har.

Jeg tror Svend Åge Madsen med denne tekst vil vise hvor kolde og nysgerrig folk kan være. Ydermere tror jeg han ønsker at folk
skal være mere knyttet til hinanden og hjælpe når andre har problemer, i stedet for bare at se til. Novellens overskrift "udenfor"
hænger godt sammen med det førnævnte om det med, at man kun kender folk udefra.
 

Vurdering

Eksaminanden har noget, men ikke nok at sige om novellen. Når biografparallellen flere gange nævnes og kommenteres,
dokumenteres et vist blik for novellens tematisering af virkelighed over for fiktion. Forståelsen når dog ikke ud over det enkelt
psykologiserende niveau, idet eksaminanden grundlæggende ikke læser novellen som en litterær tekst, men som et case-afsæt for
hverdagsagtig moraliserende om egoisme og behov for hjælpsomhed mellem mennesker. Der er tilløb til formelle iagttagelser, et
par citater anføres og kommenteres, mens f.eks. påstanden om det "inspirerende" sprog hverken uddybes eller dokumenteres.
Generelt iagttager og forstår eleven for lidt og indfrier således ikke på tilfredsstillende måde kravet om hverken analyse eller
fortolkning. En stor del af pladsen optages af jævnt pointeløs parafrasering; man mærker ikke noget greb, nogen retning.

Der er dog en vis struktur i besvarelsen: Efter den uselvstændige optakt, der gentager manchettens oplysninger, bestræber
eksaminanden sig på straks at fokusere på en tematik og en foreløbig tolkning (der imidlertid er af samme trivialiserende tilsnit
som slutningen), og eksaminanden konstaterer det eskalerende princip i kompositionen. I besvarelsens sidste tredjedel samles
nogle tråde. Eksaminanden søger at uddrage noget af teksten og sætter det kort i aktuelt tv-underholdnings-perspektiv. Stilen
kan ikke kaldes hverken uklar eller uoverskuelig, men den er tynd, præget af gentagelser og virker rådvild.

Sætningsdannelsen er enkel, det sproglige register ikke stort. Folk er 'kolde' - der er ikke mange nuancer, ikke megen variation.
Sproglig afmagt mærkes, også når der f.eks. tales om en god film der ender dårligt, men trods alt har en god slutning. Fornemmelse
for ordvalg og -klasse glipper, når novellen handler om nysgerrig og hverdagsproblemer, og familien fremgår af teksten, og der er
idiomatiske fejl, som når en person efter alt at sige skulle være begyndt at .... Der er syntaksbrud som: Spionagen slutter ikke, men
først da familien ruller gardinerne helt for. Der er problemer med stavning af især sammensatte ord, med r-endelser og med
endelser i det hele taget. Tegnsætningen er usikker, bl.a. sættes der automatisk komma foran 'at' efterfulgt af infinitiv.

Besvarelsen er som helhed præget af et ringe udsyn. Der er ingen spor af nogen selvstændighed eller originalitet, der kunne have
kompenseret for den magre forståelse og den mangelfulde formuleringsevne.

Karakter: 6

Eksempel C

Opgave (99-1-1): Natursyn

Gør rede for, hvordan naturen opfattes i citaterne (tekst 3) og i billedet side 12-13, og diskutér de forskellige natursyn, der kommer til udtryk.

Natursyn
Sammenstødet mellem natur og kultur er skildret i tre citater af Joseph Addison, Ludvig Holberg og Thomas Gray og i et maleri af
Johan Christian Dahl i kronologisk rækkefølge. Det tidligste citat af Addison er senest blevet til I 1719, Holbergs citat er skrevet i
1728 og citatet af Gray er fra 1739 og maleriet som det seneste i 1815. Oplysningstidens og romantikkens vidt forskellige syn på
mennesket og mennesket i naturen er centrale for forståelsen af de tre citater og maleriet, da de tre skildringer og maleriet
afspejler denne kontrast mellem oplysningstidens "mål alt hvad der er måleligt, og gør det måleligt, der ikke er det" dvs. en
videnskabelig opfattelse af naturen og romantikkens dyrkelse af naturen som det skønne, gode og hellige dvs. en åndelig og
æstetisk opfattelse af naturen. Skal naturen måles og vejes og sættes i system, er den til for den æstetiske nydelse, er det kilden
til sanselig beruselse eller kontakten til det åndelige?

Joseph Addlson beskriver i sit citat sin have og dermed er allerede sagt, at det er et stykke kultiveret land og ikke den vilde natur.
I sin have dyrker Addison "naturligheden", hvilket i sig selv er en modsætning, mon han ikke nærmere dyrker sin have i sit billede
af naturen? Hans opfattelse af naturen kommer til udtryk på den måde han har arrangeret sin have, og i sin beskrivelse bruger
han ord som "forvirring" (l. 3), "rodet ind i hinanden" (l. 4), "mangfoldighed" (l. l 1), "uregelmæssighed" (l. 12) og han lægger vægt
på uforsigeligheden i haven - man skal blive overrasket og forundret, når man går igennem haven, som gik man igennem naturen.
Han skaber en paradisisk have, han udvælger blomster og sætter ind i sin have sorteret efter årstid, så han får det mest
koncentrerede "maleri" (l. l 1). Han påstår, at en fremmed ville opfatte haven som et vildnis, og det er nok rigtigt taget tidens
systematiserede modehave i betragtning, men et vildnis i nutidig forstand har ikke "spadseregange", "alleer" og "små afdelinger"
(l. 21-22), og haven er nok mere idealiseret end realistisk. Æstetisk idiosynkrasi er det første jeg kommer til at tænke på, dvs.
dyrkelsen og nydelsen af det rent skønne og en søgen efter en fuldkommenhed (fuglesang, slynget bæk og en mangfoldighed af
blomster). Han arbejder på det perfekte billede af naturen - det er naturen på hans betingelser.

Holberg er en oplysningstidens mand. Han betages af det ordnede, det menneskeskabte og systematiserede. Naturen skal
underordnes mennesket og sættes i system. Hans have ville ikke være et forsøg på at efterligne naturen, rodet og uregelmæssig,
men et geometrisk system af gange i symmetri. Naturen formpresset og kultiveret. Denne glæde ved det ordnede kommer til
udtryk i Holbergs citat om Turin. Byen er matematisk opbygget, regelmæssigt, symmetrisk og udgør en stor geometrisk enhed,
som et palads (l. 17). Det er den smukkeste by set med Holbergs øjne. Det er det kultiverede, der vækker Holbergs interesse, og
på vandretur i naturen fokuserer han på byer og det pæne, ordnede landskab - dét der ligner en "have" (l. 5). I sin beskrivelse af
Alperne viser han ikke nær den samme begejstring for den vilde natur som for byen, man kan nærmere mærke en skepsis, det er
ikke storslået, men barskt (l. 2 1). "...men der er alligevel mange Landsbyer og Stæder" (l. 20-2 1) og med ordet "alligevel" får han
antydet, at det til trods for dette barske landskab er muligt for mennesket at få anlagt byer og kultivere naturen og at det
samtidig også er et godt tegn. Naturen er ikke opfyldt af ånd som det kommer til at hedde senere i romantikken, men et kaos, der
skal ordnes af mennesket med videnskaben.

Holberg er ikke begejstret for fysisk anstrengelse eller friluftsliv. Han var lidt af en hypokonder, hvilket kan ses senere i hans
selvbiografi, og han bruger flere linier i citatet på at brokke sig over de besværligheder han har udsat sig selv for, og dét der gør,
at han ikke helt mister modet er, at det værste er overstået og ikke, at han har set et flot landskab, "..intet kan være yppigere
eller prægtigere at se til end dette Landskab" (1.5-6). Stik modsat er Gray; Han konkluderer i sidste linie i sin beskrivelse af en
rejse i Alperne, at det.var alle strabadsere værd at opleve naturen. For ham er vandreturen en sansemættet oplevelse på
naturens betingelser. Det er ikke en have eller som en have, det er den storslåede, utæmmede natur Gray oplever. Han beskriver
naturen igennem sit sanseapparat: Vejens bredde, fyrreskoven, kløften, floden, klippestykker og vandfaldets brusen. I sin
beskrivelse prøver han at formidle sine sansninger og give et billede af naturen, som han oplever den. Denne naturenhed
beskriver han med værdiladede ord som "... et af de mest højtidsstemte, mest romantiske og overraskende scenerier... " (1.9-1
0). Hvor Holberg gik igennem landskabet og så på menneskenes spor i omgivelserne, og hvor Addison selv skabte sin natur, da er
Gray opslugt af sansningerne, men er ikke selv centnun for naturen.

Grays sanseoplevelse kan minde om Schack Staffeldts Indvielsen, et romantisk digt om en berusende formning med eller indvielse
i naturen, solnedgangen. Men jeg'et i Indvielsen må konkludere, at det ikke er fuldt ud muligt. Så vidt går Gray ikke, han beskriver
sanseoplevelsen, og det nærmeste han kommer en romantisk fortolkning af naturen, som åndeligt besat, er med ordene
'højtidsstemte", "mest romantiske" i linie 9.

Den romantiske tanke er derimod tydelig i det næsten 80 år ældre maleri "Broen over Tryggevælde Å med udsigt til Køge". Det
fredelige, danske landskab er malet under midterlinien og himlens skyformationer fylder en stor del af lærredet. Med det er en
delingen og forholdet mellem det himmelske og det jordiske antydet. Kontakten mellem jorden og himlen er den diffuse lyskilde
lidt over midten til højre i billedet, der bader bondeidyllen i varmt, gult lys diagonalt ned til venstre hjøme. Denne belysning kan
også tolkes som en himmelsk velsignelse til denne livsform. Menneskenes spor er dominerende i landskabet: Broen, vognen,
husene, kvæg, Køge i baggrunden og mennesker. Broen er i fokus og danner med horisontlinien en dynamisk blød bue, der leder
opmærksomheden over på de små landsteder i den lysintense gule farve. Broens konstruktion er tydelig og fremhævet op mod
den lyse himmel. Den kan være et symbol på menneskets tekniske kunnen og billedet udstråler en effektivitet og arbejdsomhed.
Det er mennesket i en harmonisk rolle i naturen, ikke den vilde natur, men den kultiverede natur, som man kan se omkring
bonden. Samtidig udstråler maleriet også en respekt for det hellige, himmelske med den store både lysgivende, men også
faretruende himmel. Dog kan de regntunge skyer betyde frugtbarhed for en bonde. Naturen i maleriet er pæn, fredelig,
harmonisk, romantisk idealiseret og bondens liv bliver fremstillet som hyggeligt og "i pagt med naturen". Dette - kan ses på
maleriets harmoniske opbygning og de bløde afrundede jordfarver. Det romantiske ved billedet er især dette "hul" op igennem
skyerne og den nationalromantiske bondeldyl. Det er ikke en voldsom naturoplevelse, der beskrives som I Grays digt. Men nu er
der også langt fra Alper til dansk fladbakke.

Den romantik, der kom til udtryk i den danske kunst var påvirket af Biedermeier-strømningen, der var en slags modreaktion på de
voldsomme franske revolutioner. Der blev lagt låg på de voldsomme energiudladninger især i malerkunsten og bl.a. vandt en mere
fredelig og afdæmpet opfattelse af naturen frem. Naturen i den danske romantik blev dyrket, som den skønne natur i Addisons
have. Naturlighed indenfor rammer, ordnet og "naturligt". Set på den måde peger Addison frem mod den danske, romantiske
naturopfattelse i maleriet af Johan Christian Dahl. Samtidig er den skønne, vilde natur-park også blevet populær i dag. Det skal
være virkelighedsnært, men samtidig også et koncentrat. F.eks. Botanisk Have og Væksthuset i Århus eller Randers Regnskov.

Holbergs smag for den systematiserede natur er højaktuel. For hvor går grænsen? Er altankasser ikke en sidste rest af natur i
endeløse systemer af boligblokke? Her er den holberg'ske tanke vundet ind med funktionalismen og effektiviseringen. Men
undervejs erkendte man også med Freud, at mennesket ikke kun var det fomuftsbetonede, rationelle menneske, det piedestal,
som oplysningstiden satte mennesket op på. I dag jagter mange især unge mennesker som backpackere de sansemættede
naturoplevelser, som Gray beskriver. Naturen er i dag værdiladet, den skal passes på, beskyttes mod os selv, forstås og opleves.
Den er underholdningsobjekt og forskningsområde. Hvalerne og sælerne skal beskyttes, men edderkoppen eller et andet mindre
tiltalende dyr eller plante får ingen opmærksomhed. Udvælgelsen sker som i Addisons have. Mennesket var oprindeligt en del af
naturen, men er i dag mest af alt kommet i modsætning til naturen. Den mest slående kontrast mht. kultur/natur jeg har set var
på en lille svensk halvø, Kullaberg. Ovenpå halvøen var der anlagt golfbaner, veltrimmede og nærmest kunstigt grønne i et bølget,
dansk landskab, mens kanten af øen var stejle klipper og bølgebrus, som i Grays beskrivelse af Alperne. Samtidig var hele
området sportssted for både golf og klatring. Naturen som legeplads for mennesket.
 

Vurdering
En klog og perspektivrig besvarelse, der til fulde opfylder opgaveformuleringen, og som dertil formår at placere tekster og billeder
i et stort idehistorisk felt - fra Galilei-citat til Randers Regnskov. Eksaminanden ser alle de væsentlige signaler i materialet og
uddyber sine iagttagelser selvstændigt og udbytterigt. Således fokuseres der sikkert på selvmodsigelserne hos Addison, og der
opnås f.eks. fint udbytte af Holbergs lettelse over synet af Landsbyer og Stæder. Generelt citeres der kort, og der uddrages meget.
Alle væsentlige billedelementer hos Dahl analyseres frem og fortolkes, for så, som det også sker for teksterne, at blive sat ind i en
relevant idemæssig og kulturhistorisk sammenhæng - som når Gray med forbehold sammenholdes med Staffeldt.

Bortset fra de lidt kedsommelige første linier er besvarelsen overskueligt og hensigtsmæssigt opbygget. Der veksles mellem
tekstbehandling, perspektivering og sammenfatninger af ligheder og forskelle, og der skabes markerede og meningsfulde
overgange mellem opgavens dele, som f.eks. mellem behandlingen af Gray og Dahl. Der sluttes originalt og pointeret af med, at
opgavematerialet sættes i aktuelt og delvis selvoplevet perspektiv.

Også sprogligt er besvarelsen præget af overskud: Der skrives flydende i et rigt og træfsikkert sprog med personlig tone (tidens
systematiserede modehaver); der veksles mellem længere og kortere, mere markerende sætningsperioder. Refleksionsniveauet er
højt, samtidig med at eksaminanden også evner at fremstille idemæssige pointer i konkret og levende sprog (der er langt fra Alper
til dansk fladbakke). Kommateringen er mangelfuld enkelte steder, f.eks. i den indledende sammenholdning af oplysningstidens og
romantikkens natursyn.

Besvarelsen er selvstændig og indfrier til fulde kravet om både sproglig økonomi og udførlighed, om liv og intellektuel substans.
Eksaminanden dokumenterer en stor viden, der beriger læsningen af tekster og billeder.

Karakter: 11

Eksempel D

Opgave (99-1-1): Natursyn

Gør rede for, hvordan naturen opfattes i citaterne (tekst 3) og i billedet side 12 - 13, og diskutér de forskellige natursyn, der kommer til udtryk.

Natursyn
Menneskets syn på naturen har ofte ændret sig gennem historien, og hænger uløseligt sammen med vores selvopfattelse, da vi
beskriver naturen i forhold til os selv. Begrebet "natur" opstod som kontrast til byen og civilisationen i det hele taget. Rousseau
førte sig frem med slagordet "tilbage til naturen", og hyldede vores forfædre for at have levet i "pagt med naturen". Men ved brug
af ordet pagt skelnede han dog alligevel mellem mennesket og naturen. At have et syn på naturen, forudsætter at man betragter
mennesket enten som værende overlegen eller underlegen i forhold til jordens øvrige eksistenser, døde som levende.

Joseph Addison, Ludvig Holberg, Thomas Gray og Johan Christian Dahl hat nogenlunde samtidigt givet udtryk for deres syn på
naturen. De tre første som forfattere, den sidste som maler.

Joseph Addison (1672-1719), engelsk forfatter, skrev om sin have i det engelske tidsskrift "The Spectator". Han er som alle andre
fanatikere af den slags stolt af sin have. Men ikke, som det ellers er normalt, på grund af at den er yderst velholdt, men fordi den
er "misvelige-holdt". "Det er en forvirring af køkkenhaver, græsplæner, frugt- og blomsterhaver, der er rodet ind i hinanden, så en
fremmed vil tage det som et naturligt vildnis" (linie 3-5). Han har taget den "vilde natur" ind i haven: "finder jeg på mark og eng
en plante, som jeg synes om, henter jeg den hjem i min have" (linie 7-8). Dog er der en vis orden i kaos'et: "Jeg samler de
forskellige årstiders blomster for sig" (linie 9-10). Han har alle landets fugle i haven, som samlet giver ham årstidens musik. Han
ændrer ikke planterne, blomsterne eller træernes oprindelige udseende: "jeg stræber ikke efter kunst eller sirlighed, men ofrer alt
mit arbejde på dette skønne naturvildnis" (linie 23-24).

Ludvig Holberg (1864-754), har i hans selvbiografi beskrevet sin rejse i Frankrig og Italien. Han rejste gennem Provence, hvis
landskab han havde stor fornøjelse af at gennemvandre: "Landet er så opfyldt af kornmarker, Enge, Vingaarde og lunde, at det
overalt tager sig ud som en have" (linie 3-4). Det er altså kun naturlandskabet han nyder. Naturen er ikke kun en kilde til liv, men
kan også medføre død, hvilket Holberg fokuserer på i overdreven grad: " idet jeg dreven af blind lyst letsindigt havde udsat mig
for saa mange Møjsommeligheder og Farer" (linie8-9). Holberg holder tilsyneladende mere af byen end af naturen. Specielt byen
Turin som i høj grad bærer præg af planlægning og orden: " I den Del af den, som kaldes den nye By, og som omfatter Halvdelen
af den, er der en sådan Symmetri i Bygningerne, og en sådan Proportion i alle Dele, at man skulle tro, det ikke var Huse, man saa,
men et stort Palads" (linie 13-17). Det vilde og barske bjerglandskab falder ikke i holberg's smag, men helt elendigt er det dog
ikke: " Der er alligevel mange Landsbyer og Stræder" (linie 22).

Thomas Gray, engelsk forfatter, skrev i 1739 hjem fra en rejse i Alperne. Han beskriver hvordan han vandrede op til toppen af et
bjerg hvis stier ikke var bredere end seks fod, og hvor der på den ene side er en næsten lodret kløft. Det er dog ikke det han
fokuserer på som det vigtigste: "Tilsammen danner alt dette et af de mest højtidsstemte, mest romantiske og mest overraskende
scenerier" (linie 8-10). Han er villig til at udsætte sig selv for farer, for at nyde et fantastisk sceneri, og opleve naturen på
naturens betingelser: "Du vil selv kunne slutte dig til, at vi ikke havde grund til at fortryde vores strabadser" (linie 14-15).

Johan Christian Dahl, norsk maler, er manden bag "Broen over Tryggevælde Å med udsigt til Køge" fra 1915. Maleriet skal forstille
et typisk dansk kulturlandskab med broen over åen i forgrunden, gården med tilhørende jord i midten og skoven og Køge i
baggrunden. Det er ikke et realistisk maleri, men et idealiserende bieder-meier maleri. Det er idylisk og fredsommeligt. Naturen er
tæmmet, der er ingen vildskab eller dynamik. Det minder om et "kronhjort ved søen" maleri.

Joseph Addison's have er en "dogme-have", som virker meget ægte og virkelig uden at være det. Haven tilpasses planterne og
ikke omvendt ; de forskellige aktører på scenen er i så høj grad som muligt sig selv. Der tages ikke hensyn til æstetiske normer,
skønheden opstår spontant og midlertidigt, den kan ikke fremprovokeres og fastholdes. Fuglene er ikke indfanget, de er kommer
frivilligt. Men han opnår dog ikke den ekstatiske lykkeføelse i haven, da han ikke som Thomas Gray er villig til at betale
indgangsbilleten i form af en vis risiko for at miste liv og lemmer. Thomas Grey er endnu tættere på det ægte, nærmere en
sammensmeltning med naturen hvor fine begreber og højere kuturdannelse bliver uendeligt ligegyldigt.

I "Nattergalen" af H.C. Andersen kan den urkraft som nattergalen repræsenterer ikke indespæres og ej heller genskabes.
Kejseren må acceptere at nattergalen "kommer og går", som lykken gør det. Holberg minder om kejseren. Han er
civilisations-autist, er ikke i stand til at "kommunikere" med den vilde natur. Han kan kun forholde sig til det menneskeskabte, det
ordnede og rationelle. Kulturlandskabet er for ham det smukkeste. Lidenskab og kærlighed er, om ikke ukendte, så ihvertfald
uvæsentlige begreber for Holberg. Hans politiske holdning kommer indirekte til udtryk i hans fascination af byen Tiran, hvis huse
tilsammen ligner ét stort palads. Alle individer skal underordnes kongen, al natur skal underordnes mennesket.

Johan Christian Dahl lever i sin egen drømmeverden, hvor alt er som det skal være, og hvor der er fred og ro. Der er nok skyer på
himlen, men solen skinner alligevel igennem. Hundene, køerne og menneskene hygger sig, og alt er godt. Landskabet ligner
noget fra en Morten Korch film, eller et nazistisk nationalromantisk billede. Han giver et meget lidt realistisk billede af Danmark.
Man ser ikke, hvordan bønderne bliver nedbrudt af deres arbejde med jorden i takt med at den vilde natur forsvinder.

De fire beskrevne naturopfattelser har alle det til fælles, at naturen betragtes som noget man på en eller anden måde forholder
sig til, men ikke som noget man er en del af. Denne opfattelse opstod først langt senere, idet man opdagede, at det ikke er helt
uvæsentligt hvad vi foretager os, da alting går i ring, og vi således på et eller andet tidspunkt skal stå til regnskab for vores
handlinger. Den som kæmper mod naturen, kæmper mod sig selv.
 

Vurdering
En pudsig besvarelse der veksler mellem det almindeligt og det ualmindeligt gode. Eksaminanden skriver energisk og med
selvstændighed i såvel tanke som udtryk og indfrier kravet om både redegørelse og diskussion. Besvarelsen er konsekvent
disponeret: Indledningsvis lægges en idemæssig vinkel på dét at have et natursyn, hvorefter tekster og billede behandles i to
omgange, og der lukkes af med en kort sammenfatning og historisk perspektivering.

I første runde præsenteres materialet klart, med blik for væsentlige træk i teksterne, og eksaminanden dokumenterer med
velvalgte citater - der dog stedvis fylder lovlig meget. Opgaven får et regulært løft omkring midten, da tekster og billede udsættes
for kommentar og refleksion. Afsnittene om Addisons dogmehave og civilisationsautisten Holberg er pointerige og sprogligt meget
veloplagte. Fremstillingen er præget af både humor og temperament samt selvstændig tankevirksomhed i en trækken på aktuel og
historisk almenviden.

Dahls maleri afvises i lovlig bastante vendinger - hverken Morten Korch eller nazisme er heldige kategoriseringer. Og så er det nu
engang ikke meningsfuldt at skælde en kunstner ud for ikke at have valgt et andet motiv.

Sprogligt bevæger eksaminanden sig ubesværet både på det konkrete og på det abstrakte plan; der skrives klart, naturligt og
korrekt - med både liv og omtanke. I slutningen viser eksaminanden sine evner som skribent: Inden for få linier anlægges en
selvstændig vinkel (forholde sig til over for være en del af naturen) på det samlede tekstmateriale, og dén udnyttes så, stramt og
markeret, i en slutpointe, der tænker historien med, og som har et personligt budskab.

Besvarelsen er et eksempel på, at originalitet og personlig tone forenet med sikker sprogbeherskelse kan kompensere for mindre
heldige træk som f.eks. den to-fasede gennemgang af tekster og billede.

Karakter: 10