Udviklingen af de økonomiske og de politiske forudsætninger for den borgerlige litteraturs etablering i 1700-tallet.

Grundlaget for ændringen af såvel litteraturproduktionen som litteraturkonsumet, som det kan iagttages op gennem 1700-tallet, må søges dels i nye tankeformers udvikling, dels i en ændring af det danske samfunds økonomiske og politiske struktur. Man vi må samtidig være opmærksom på, at disse forhold ikke lader sig forstå uafhængigt af hinanden. Der eksisterer en indbyrdes sammenhæng, som der vil blive redegjort for i det følgende.

I dette arbejdspapir vil først og fremmest blive fokuseret på forandringen af de materielle, økonomiske og politiske forhold i Danmark i denne periode.

Omkring 1700 domineres det danske samfund af 2 vidt forskellige og hinanden modsatrettede økonomiske systemer.

Langt den største del af befolkningen - specielt landbefolkningen og håndværkerne i byen - levede under en naturalieøkonomi, hvor den enkelte i en familieenhed selv producerede sine livsfornødenheder eller byttede sig til de produkter, der var en mangelvare. Men i København og enkelte andre af de store købstæder havde der langsomt udviklet sig en pengeøkonomi i forbindelse med en gryende national og international handel

Disse to økonomiske systemer - naturalieøkonomien og pengeøkonomien - fungerer stort set uafhængigt af hinanden. Bønderne og håndværkerne, der producerede efter naturalieøkonomiske principper, havde pga mangel på likvid kapital ikke mulighed for at deltage i byttet (handelen) på markedet, og handelsmændene i byerne behøvede rede penge til investering og køb af varer, og de handlede således primært med folk, der kunne købe deres varer med rede penge. Og dem, der kunne købe med rede penge, var først og fremmest adelen, godsejerne, kongehuset og forskellige embedsmænd i København.

Ved statsomvæltningen i 1660, hvor kongen tiltvinger sig magten i landet, erstattes den tidligere feudale statsorganisation, ledet af det adelige rigsråd og en valgt konge, af et arvekongedømme, hvor kongen alene udøver magten. Denne statsomvæltning, hvor kongen delvis sætter adelen ud af spillet mht politisk indflydelse, var kraftigt støttet af det spirende borgerskab i København. Forholdet var nemlig det, at det i forbindelse med afslutningen af svenskekrigen i 1659 var blevet klart, at adelens traditionelle legitimation for standsrettighederne - nemlig evnen og viljen til at forsvare landet - ikke længere stemte overens med virkeligheden. Under svenskerkrigen var en stor del af adelen nemlig enten flygtet eller havde arbejdet direkte sammen med fjenden mod kongen. Derimod havde de københavnske borgere med held forsvaret hovedstaden.

I denne situation krævede borgerskabet mere indflydelse politisk - og tendentiel ligestilling med adelen. Og kongen støttede borgerskabets krav, fordi han herigennem så en reel mulighed for at frigøre sig fra adelens direkte indflydelse på statsstyret, en indflydelse adelen havde pga monopol på en lang række embeder (bla. i statsadministrationen, i hæren og inden for retsvæsen).

Med støtte fra borgerskabet, som naturligvis havde samme interesser som kongen i at begrænse adelens magt, ophævede han nogle af adelens væsentligste privilegier - bla. privilegiet til jordbesiddelse. Nu blev det muligt også for borgerne at erhverve jord og derved få direkte indflydelse på landbruget - det landbrug som hidtil havde været behersket af adelen.

Men kongen og de nye borgerskab havde også andre fælles interesser. Den gamle feudale produktionsform havde betydet, at samfundet var blevet låst fast i et økonomisk og politisk hierarki, hvor hver stand havde sin på forhånd veldefinerede plads i samfundspyramiden; og det var en plads som det var så godt som umuligt at løsrive sig fra - i hvert fald i opadgående retning.

Øverst på pyramiden sad adelen og godsejerne og styrede såvel den økonomiske som den politiske udvikling (rettere: de sørgede for, at der ikke skete nogen udvikling).

Imidlertid var der langsomt vokset en handelsstand frem i København, og Danmark var i stigende grad blevet integreret i den europæiske handel. Dette betød, at visse kræfter i landet (handelsstanden) i stigende grad betragtede de gamle produktionsformer og den sociale organisering som hæmmende for udviklingen.

Handelsstanden havde behov for en statsmagt med en anden funktion end tidligere, hvor den primært varetog adelens interesser. Man havde brug for en statsmagt, der uden at være kontrolleret af den reaktionære adel, kunne knytte internationale forbindelser og således varetage handelens interesser. Samtidig havde man brug for et effektivt forvaltningsapparat, en udvidelse af flåden til beskyttelse af handelsskibene, toldrestriktioner etc.

Alt dette krævede en helt anden organisering af samfundet end tidligere - og det krævede også penge!!

Alliancen mellem den enevældige kongemagt og det nye borgerskab havde således som forudsætning, at kongen kunne og ville varetage borgerskabets interesser, og det betød, at der skulle skaffes penge, fordi statsudgifterne voksede voldsomt. Altså havde staten interesse i en kraftig økonomisk vækst. Det ville på den ene side styrke alliancen med borgerskabet, og på den anden side ville det mindske adelens indflydelse.

I denne situation satte staten ind med opdyrkning af den hjemlige industri og en udbygning af handelen - begge dele på bekostning af landbruget. Samtidig ændredes skattelovgivningen, således at beskatningen af bønderne blev flyttet fra adelen til statsmagten; der blev gennemført en stram toldpolitik, og embederne i det udbyggede statsbureaukrati blev fortrinsvis besat med folk fra borgerskabet.

Adelens magt blev således langsomt brudt på en række centrale områder, og der blev langsomt skabt basis for udvikling af nye økonomiske strukturer og hermed for opbygning af en anden samfundsform. Denne udvikling kan iagttages op gennem 1700-tallet, som er det århundrede, hvor borgerskabet konsoliderede sin økonomiske og politiske magtposition og dermed skabte forudsætningen for det borgerlige, demokratiske samfund, vi har i dag.

Det økonomiske grundlag for den nye enevældige stat blev handel, industri og grundejendom, hvor det feudale statsapparat havde haft naturalieydelse og grundejendom.

Med handel som grundlag, altså en pengeøkonomi og et frit marked, var det nødvendigt for staten at skille sig af med de skranker, der hindrede pengeøkonomiens udbredelse, og også her havde staten fælles interesser med borgerskabet, der jo netop søgte at konsolidere sig samfundsmæssigt i denne periode - og så chancen for at gøre det.

Med pengeøkonomiens indførelse i samfundet sker der samfundsmæssigt det, at de tidligere afhængighedsrelationer og underordningsrelationer mellem samfundsklasserne, som var karakteristisk for det feudale samfund, nu afløses af mere upersonlige og frie relationer som bygger på markedsøkonomiske principper (man er ikke længere afhængig af at bytte varer med bestemte grupper, men kan sælge sine varer og købe varer, hvor det er mest fordelagtigt).

Altså: Hvor tidligere den enkelte var forholdsvis fast bundet af sin produktionsenhed og producerede til en fast aftager eller aftagergruppe, kan han nu i højere grad producere for et frit marked, få penge for sine varer og for dem købe nye varer.

Dette betyder, at de samfundsmæssige klasser mere og mere kommer til at stå som selvstændige økonomiske klasser, hvor de tidligere, under den feudale produktionsform, havde været underordnet den herskende klasse - adelen.

Vi bemærker altså, at den økonomiske udvikling, som sker op igennem 1700-tallet, er en forudsætning for nedbrydelsen af den hierarkiske feudale samfundsstruktur og for selvstændiggørelsen af de samfundsmæssige klasser.

Denne udvikling ville imidlertid ikke kunnet have fundet sted uden aktiv hjælp fra den enevældige statsmagts side. Den er nemlig samtidig nødvendig for enevældens konsolidering i kampen mod adelen.

Man må således konstatere, at enevælden i denne periode faktisk er en økonomisk progressiv statsform, der baner vejen for nedbrydelsen af de feudale produktionsrelationer og etableringen af et samfund, der hviler på pengeøkonomi. Samtidig bliver det enevælden som skaber rammerne for borgerskabets økonomiske og politiske indflydelse i samfundet - en indflydelse der i løbet af 1700-tallet medfører, at borgerskabet vokser frem til at blive den mest indflydelsesrige og betydningsfulde klasse i samfundet.

Op gennem 1700-tallet satser staten meget stærkt på at få udviklet handel og industri, for kun herved er den som nævnt i stand til at konsolidere sin magt.

Dette skal forstås således, at hvis kongen får opbygget en blomstrende handel både nationalt og internationalt, får han (bla. via skatter og told) frigjort så store mængder kapital til statskassen, at han ikke længere behøver at være afhængig af landbrugsproduktionen. Penge kan omsættes direkte i stærkt militær og en stærk administration. Derfor er det væsentligt for kongen at der bliver udviklet erhvervsliv som muligt, og dette sker gennem støtte til initiativrige borgere, der ønsker at starte småindustrier.

Samtidig skal der skabes basis for eksport af varer, og der sker ved, at der fra Danmarks side bliver ført en så raffineret udenrigspolitik, at vi undgår at blive involveret i de store europæiske krige. Herved sikres det, at den danske handelsflåde kan sejle uhindret på verdenshavene og endog handle med alle de krigsførende parter. Specielt i krigsperioder strømmede der således store kapitalmængder til landet, og helt frem til begyndelsen af 1800-tallet var København eet af verdens største handelscentre.

Statsmagtens ensidige satsning på handel og industri betød, at borgerskabet i København og i de større købstæder fra omkring 1730 voksede sig stærk og indflydelsesrig; men det betød også, at landbefolkningen blev fattigere, fordi den ikke tog del i udviklingen. Tværtimod blev den fastholdt i de gamle produktionsrelationer og fik udelukkende til opgave at forsyne byerne med billige varer, således at lønningerne til arbejderne her kunne holdes nede. Accenten var ved at blive forskudt fra land til by.

Den gunstige udvikling inden for handel og erhvervsliv i det hele taget hold sig helt frem til 1784, hvor storhandelen kommer ind i en fundamental krise pga afslutningen af flere internationale krige, bla. den amerikanske uafhængighedskrig.

Statsmagten måtte i denne situation træde til med støtte for at undgå et finansielt sammenbrud, og efterhånden indså man også fra statsmagtens side, at man ikke ensidigt kunne støtte blot to erhverv (handel og industri), der var så dybt afhængige af international politik og internationale konjunkturer i det hele taget.

I denne situation blev erhvervspolitikken ændret, således at nu også landbrugssektoren undergik forandring. Der blev gennemført forskellige landboreformer, der sigtede på at gøre bønderne selvstændige (livegenskabet ophævedes) og opmuntre dem at udvide landbrugsproduktionen, således at nu også landbrugsvarer kunne eksporteres og dermed være medvirkende til at tjene hårdt tiltrængt kontant valuta hjem til statskassen.

I den periode, vi beskæftiger os med her, var det læsende publikum i Danmark forholdsvis begrænset.

Dette skyldes specielt 2 forhold. For det første var bøgerne meget dyre. De billigste bøger kostede mere end en arbejders dagløn og de dyreste - værker - kostede op mod 2 års indtægt.

For det andet var det almindelige uddannelsesniveau meget lavt, således at kun meget få mennesker rent faktisk kunne læse. Først fra midten af århundredet sker der en gennemgribende udbygning af skolesystemet (herunder de højere uddannelser - bla. universitetsuddannelserne).

De to forudsætninger som må være opfyldt, for at man kan købe og læse bøger, er altså 1, en økonomisk og 2. en intellektuel. I 1700-tallet var det kun den absolut mest velstillede del af befolkningen, som kunne opfylde begge disse betingelser.

I perioden før og umiddelbart efter enevældens indførelse blev al litteratur skrevet for og konsumeret af den herskende klasse (adelen og godsejerne samt præstestanden og kongehuset), men med enevældens konsolidering og der deraf følgende forskydning af den økonomiske og politiske magtbalance til fordel for det fremvoksende borgerskab, sker der også en ændring på den kulturelle front.

Specielt i København vokser der, som vi har set, et handelsborgerskab og en embedsstand frem, og dette nye befolkningslag har en naturlig interesse i uddannelse, og ikke mindst i dannelse.

Den eksisterende litteratur, som er skrevet for den klasse, som borgerskabet står i opposition til (adelen) har naturligvis ikke dette nye, selvbevidste borgerskabs interesse. Dette borgerskab behøver en litteratur, som formulerer deres klasseinteresser, som bygger på deres erfaringer, som formulerer den moral som svarer til deres virkelighed inden for handel og industri (bla. dyder som arbejdsomhed, sparsommelighed, flid etc.). Denne litteratur skal være medvirkende til dels at styrke dette borgerskabs selvbevidsthed, dels at kunne formulere "moralsk dannelse" og moralske idealer for den opvoksende ungdom.

Frem gennem 1700-tallet, hvor borgerskabet får større og større indflydelse på den statslige administration og på det offentlige liv i det hele taget, og hvor handel- og industrisektoren udbygges. skabes et helt nyt lag af potentielle aftagere af litteratur af enhver karakter (politik, underholdning, uddannelse etc.), og langsomt begynder den litterære produktion at rette sig mod denne klasse, som søger oplysning, viden og kundskaber som grundlag for økonomisk, politisk og social konsolidering.

Det borgerskab som i 1700-tallet bliver bærere af litteraturen (såvel producenter som aftagere) består af 1. embedsmænd på alle niveauer i statsadministrationen 2. handel- og industrifolk 3. en voksende gruppe af liberalt beskæftigede akademikere (læger, jurister, apotekere)

For at forstå litteraturens udvikling i 1700-tallet er det vigtigt at fokusere på de økonomiske, politiske og sociale omvæltninger, som sker i perioden (jvf. afsnit....) Men det er i den sammenhæng også vigtigt at se på, hvad det er for kulturelle offentlighedsformer der reageres mod af det nye borgerskab. Det er kulturelle offentlighedsformer som i 1600-tallet er udviklet i relation til de på det tidspunkt herskende økonomiske og politiske forhold - i et samfund domineret af adelen og adelskulturen.

I slutningen af 1600-tallet domineres litteraturen af, hvad man kunne betegne som grandseigneurlitteraturen - "grandseigneur" betyder "stormand". Det er litteratur skrevet for kongehuset, for adelen og for de store godsejere. Mest tydeligt formes denne litteratur af barokkens lejlighedsdigtning, men den ses også i den almindelige hofkultur - bla. hofteatret, hvor repertoiret hovedsagelig bestod af de store franske tragedie- og komedieforfatteres værker (Det er bla. disse komedieforfattere, franskmanden Moliere gjorde op med)

Grandseigneurlitteraturen financieres og konsumeres næsten udelukkende af de rigeste og mest indflydelsesrige personer i landet. Det skyldes bla. at det er denne gruppes idealer og selvforståelse som formuleres. Kun i undtagelsestilfælde blev grandseigneurlitteraturen trykt og solgt på det anonyme bogmarked.

For lejlighedsdigtningens vedkommende gælder det generelt, at dens funktion er at besmykke/illuminere betydningsfulde hændelser i adelens og i kongehusets liv (ex. fødsel, bryllup, begravelse).

Netop det forhold, at barokkens lejlighedsdigtning ikke er skrevet til digterens egen lejlighed, men at den er blevet til på ydre foranledning, gør, at denne digtning må betragtes som brugsdigtning for den har ingen funktion i sig selv ud over den konkrete brugssammenhæng.

Lejlighedsdigtningen er ikke som en stor del af den senere digtning blevet til på baggrund af digterens personlige og individuelle oplevelse af verden, men tværtimod på baggrund af konkrete politiske, økonomiske og religiøse forhold under givne omstændigheder.

Dette betyder naturligvis, at lejlighedsdigteren - for at få afsat sit produkt - må forholde sig yderst forsigtigt mht. til, hvad han skriver i sit digt. Han er på alle måder afhængig af modtagerens gunst, og eftersom modtagergruppen stort set bestod af rigets mægtigste mænd, betød det, at hans værker næsten altid - ofte til det leflende - udtrykker sympati med og hyldest til den herskende samfundsorden. Lejlighedsdigtningen er om nogen litteratur samfundsbevarende. I den ser vi den herskende klasse, de store mænd og kvinder, fremstillet i et evigt, uforanderligt univers, hierarkisk opbygget og styret af en almægtig Gud. Vi ser i denne litteratur ideerne om den absolutte ære og loyalitet over for Gud og konge som de styrende i alle menneskers liv og i alle dele af samfundet.

Grandseigneurlitteraturen er den herskende litteratur i Danmark i sidste halvdel af 1600-tallet og fem til omkring 1720.

Sammenhængende med det feudale samfunds langsomme nedbrydning og opkomsten af en egentlig borgerklasse, fremkommer der fra begyndelsen af 1700-tallet en litteratur, som må bestemmes som borgerlig - dvs en litteratur, som behandler problemer som er relevante for den nye borgerklasse. De beskriver de forskellige borgerlige lags, aldersklassers og familiemedlemmers situation, og den dækker deres behov for (selv)oplysning - først og fremmest i retning af, hvorledes det borgerlige individ skal forstå sig selv og agere i en verden, hvor de gamle personlige og sociale bånd er opløst. Denne nye litteratur understreger arbejdets nødvendighed, fornuften som drivkraften bag erkendelse og social organisering - alt sammen i klar opposition til de gamle feudale forestillingsmønstre og idealer. Det bliver en litteratur som på næsten alle områder (religiøse som verdslige) søger at gøre op med det feudale virkelighedsbillede og den feudale menneskeforståelse. Og det bliver Ludvig Holberg, som med sine komedier og moral-filosofiske arbejder kommer til at fremtræde som een af de mest centrale formidlere af de nye ideer.

Men inden vi bevæger os videre ind i 1700-tallet, skal vi kort se på, hvilke bevidsthedsmæssige konsekvenser den feudale samfundsorganisering havde for det feudale menneske. Kun herved er vi fuldt ud i stand til at forstå, hvorfor forfatterne skriver, som de gør, i denne periode, og kun herved er vi i stand til at forstå, hvorledes ændringen i de politiske og økonomiske forhold som de er antydet side.. til.. får konsekvenser bevidsthedsmæssigt - og dermed litterært.

Den verdslige orden er styret af en centralistisk og stærk statsmagt med kongen som den absolutte hersker. Gennem lovgivningsarbejdet og gennem sin økonomiske politik søger den enevældige konge at holde orden i sit rige. Og orden var der brug for i en tid, hvor en stor del af befolkningen led under et enormt skattetryk, sygdom og nød, og hvor en række krigsnederlag og medfølgende økonomiske kriser skabte en følelse af kaos og usikkerhed. Og her kommer religionen statsmagten til hjælp gennem formuleringen af en religiøs begrundelse for det herskende system og for menneskets lidelser.

Luthers tanke om livet i kald og stand (idéhistorien side 186-189) og forestillingen om, at alt værende - mennesket iberegnet - er et resultat af Guds vilje og vidner om hans almagt, giver en teologisk begrundelse og retfærdiggørelse af alle samfundsmæssige og menneskelige forhold. Dette leder frem til beskrivelsen af

Eftersom det sociale hierarki i sit væsen er udtryk for Guds vilje (se idéhistorien side 186-189) bliver det at handle inden for de afstukne rammer i sig selv en gudfrygtig handling. Omvendt må ethvert forsøg på at sætte sig ud over disse rammer anses som et oprør mod Guds vilje. Samfundet, naturen og mennesket er formet og styret af Gud som et mægtigt urværk, hvor hver del har sin logiske og nødvendige plads i maskineriet. Hele tilværelsen er en legemliggørelse af de åbenbare sandheder og et forbillede for menneskets adfærd. Derfor lader een sig ikke begrunde hverken ud fra logiks eller rationel og fornuftig undersøgelse. En af tidens skribenter, Bartholin siger:

"Vi er jo intet andet end naturens tjenere, og gør, såvidt vi formår, intet mod naturen. Når vi da..intet kan udrette, da bør vi bukke for den som er stærkere end vi, kysse hånden og lade Gud og naturen deres vilje"

Tilværelsens vilkår accepteres betingelsesløst. Naturen opfattes som en for menneskene pædagogisk og billedlig udlægning af Guds vilje - "Se til Himlens fugle" - pelikanen fx., som føder sine unger gennem sit eget blod ! Er det ikke et billede på Jesus´ lidelser for menneskene og en påmindelse om et gudfrygtigt luv?

Naturen lader sig kun forstå moralsk. som symbol på en højere orden og mening, ikke som et objekt adskilt fra menneskene.

Det er disse forhold, der sætter grænserne for menneskenes erkendelsesmuligheder under feudalismen. Såvel de økonomiske, politiske, sociale, religiøse og kulturelle forhold hindrer udviklingen af menneskets bevidsthed om sig selv som individ. Det lader sig ikke gøre for det enkelte menneske at forme og udvikle sit eget liv ud fra personlige interesser og egenskaber, for både ud fra en politisk og religiøs betragtning eksisterer mennesket udelukkende i kraft af den sociale rolle som det er blevet pålagt at udfylde - pålagt af den guddommelige vilje. Det betyder, at samtidens menneskeopfattelse kan formuleres således, at det enkelte individ udelukkende bestemmes gennem sine funktioner i samfundshierarkiet, - ikke gennem sine individuelle egenskaber. Mennesket lader sig kun forstå gennem sit virke og sin virksomhed inden for det ordenssystem, som er guddommeligt begrundet. Individualitet og funktion falder sammen under feudalismen.

Først i det øjeblik, den feudale samfundsstruktur nedbrydes, først i det øjeblik, de nye epokegørende naturvidenskabelige forskningsresultater bliver alment kendt, først i det øjeblik, mennesket begynder at forstå sig selv som et selvstændigt handlende subjekt, der i kraft af sine evner, sine egenskaber og sin fornuft er i stand til at bearbejde naturen, samfundet og sin omverden i det hele taget, først i det øjeblik fornuften og den rationelle, logiske tænkning bliver middel til erkendelse, først i det øjeblik lader individualismetænkningen sig udforme, og det individuelle menneske sættes i centrum. Det er en proces, som begynder i bystaterne i Norditalien i renæssancen, men som først for alvor sætter ind i Danmark i begyndelsen af 1700-tallet.

Denne udvikling hænger sammen med borgerskabets konsolidering som klasse - den er i sit væsen udtryk for borgerskabets forsøg på at bryde gennem den feudale samfundsstruktur og skabe et samfund, hvor det enkelte menneskes muligheder og interesser sættes højere end systemets. Det er således borgerskabet, som formulerer kravet om frihed for det enkelte menneske; frihed til at skabe sin egen tilværelse. Lighed mellem mennesker og lighed for loven uanset hvilken klasse man kommer fra og broderskab mellem menneskene; broderskab frem for placering fra fødslen i eet samfundslag. Frihed og lighed og alles muligheder for at vinde rigdom, hæder og ære i samfundet i kraft af sine evner, sin vilje, sin arbejdsomhed, sin sparsommelighed, sin fornuft, sin dyd og sin ære. Det er alle sammen begreber og moralforestillinger som bliver centrale for denne nye borgerklasse; det er moralbegreber som ligger langt fra adelens - den adel som levede et liv i lediggang, overflod, i overfladiskhed, og uden selv at yde andet end at være blevet født ind i en bestemt klasse. Hvor adelssønnerne blev uddannet i fægtekunst, dans og ridning bliver borgersønnerne uddannet i regning, jura og handel.

I det følgende skal vi oversigtsmæssigt søge at bestemme væsentlige forskelle mellem 1600-tallet (primært perioden omkring barokken) og 1700-tallet (oplysningstiden; tiden for pietismens gennembrud) hvad angår politiske, økonomiske, religiøse og litterære forhold. Skemaet er i stikordsform og bør derfor læses i sammenhæng med de foregående sider

Vi har i det foregående set, hvorledes forskellige politiske og økonomiske forhold fra omkring år 1700 betinger, at borgerskabet vinder frem som en betydningsfuld klasse og op gennem 1700-tallet konsoliderer sin position som den mest betydningsfulde klasse.

Vi skal i det følgende kort beskæftige os med, hvilken betydning ændringen i de socio-økonomiske og politiske forhold får for litteraturens udvikling frem mod en decideret borgerlig litteratur.

Til en belysning af litteraturens borgerliggørelse kan man betragte teatrets udvikling.

Indtil Holbergs komedier kom frem i 1720erne, eksisterer der ikke herhjemme en borgerlig litteratur i den betydning, jeg tidligere har givet dette begreb. Der eksisterede en litteratur for folk i almindelighed, men denne litteratur bestod hovedsagelig af religiøse småskrifter og oversatte ridderromaner og levnedsbøger - vel det, man i dag ville kalde "let" litteratur.

Ved siden af denne "lette litteratur" dominerede den lærde litteratur og den repræsentative men det var af naturlige grunde kun de højere stænder og kongehuset som var i stand til at forbruge denne litteratur. Omkring 1720 ser vi imidlertid tydeligt, at der i forlængelse af den politiske og økonomiske udvikling udkrystalliseres et litterært publikum, som ikke har interesse i denne standsdefinerede litteratur, som man kunne betegne den. Denne udvikling kan først og fremmest iagttages i teatret, hvor vi fra 1720erne - side om side med hofscenen - får et borgerligt teater og en folkelig scene.

Med teatret i Lille Grønnegade - hvor Holbergs komedier blev opført - opstår det første borgerlige teater i Danmark, og her får det spirende borgerskab sin første litterære dannelse, samtidig med at teatret kommer til at fungere som en slags offentlig samlingsplads. Her kunne borgerne mødes, lade sig fornøje med skuespil, men også diskutere de opførte stykker - og som noget væsentligt: Her kunne man også diskutere andre af døgnets begivenheder. Omkring teatret i Lille Grønnegade opstod for den borgerlige politiske diskussion. Teatret var samlingspladsen, hvor man kunne lufte sine synspunkter. Denne tidlige politiske diskussion bliver senere i århundredet mere institutionaliseret - primært i de mange nye tidsskrifter som ser dagens lys (mere om det senere)

Med teatret blev der skabt, hvad vi kunne betegne en borgerlig institution, der direkte er beregnet for offentligt litterært konsum (modsat fx. lejlighedsdigtningen som pr. definition netop ikke er offentlig). Og med teatret blev der skab rum for en offentlig diskussion.

At teatret i Lille Grønnegade skulle være et teater som henvendte sig til et forholdsvis udannet publikum (et publikum uden litterær og kulturel baggrund) kan bla. ses gennem repertoirevalget, hvor komedien er den helt dominerende genre. Og man kan se det ved at de oversættelser, som blev foretaget af udenlandske stykker for denne scene, efter direktionens anvisninger blev holdt i prosa, men originalerne som regel var på vers. Samtidig udrensedes i oversættelserne alle litterære finesser og retoriske effekter etc. og sproget blev pudset op med folkelige og let vulgære udtryk, hvor især skældsordene dominerer.

For Holbergs komedier gælder det, at hovedpersonerne enten er handels- eller håndværksfolk; de rekrutteres med andre ord fra det samme borgerlige lag, som rent faktisk kom i teatret som publikum. Identifikationsmulighederne var oplagte !

For Holberg var det væsentligt at hæve indsigten hos publikum - dels ved at gøre op med forskellige naragtigheder, dels ved at formidle bevidstheden om at fornuften sejrer over ufornuften !

Det er vigtigt at være opmærksom på, at teatret i denne tidlige fase klart fungerede som litterær inspirationskilde for et borgerskab, der endnu ikke havde en litterær tradition.

4.Pietismens som symptom på litteraturens borgerliggørelse.

Udviklingen af et interesseret, kritisk publikum, som det kom til udtryk i forbindelse med teatrets udvikling, ophører imidlertid for en stund i 1730erne og 1740erne, hvor pietismen bliver officiel religion i Danmark, og hvor forlystelsessteder som et teater naturligvis må lukke.

I dette tidsrum ledes litteraturen atter ind i religiøse baner - nu præget af pietismens livs- og menneskesyn. Men den religiøse ramme, man nu i modsætning til 1600-tallet tilbyder det enkelte individ at tolke sig selv ind i, adskiller sig fundamentalt fra 1600-tallets institutionsbundne religiøsitet præget af ortodoxi (rettroenhed) og ritualisering af kristenlivet.

De nye tendenser viser sig dels ved at nationalsproget for første gang dominerer i opbyggelseslitteraturen (tidligere meget latin), dels i de pietistiske ideer om folkeoplysning som et nødvendigt led i det religiøse virke. (Se i øvrigt videre om dette i Idéhistorien s. 235 ff.) Men mest markant ses det som understregningen af det subjektives betydning for gudsforholdet (fx. også i Brorsons og Stubs digtning).

Gennem fokuseringen på det subjektive og på individet åbner pietismen for et nyt erkendelsesgrundlag for det borgerlige individ. I denne periode sker der jo netop det, at de gamle sociale organisationsformer (økonomiske og politiske forhold) bliver erstattet af nye, og borgerskabet er ved at få en bevidsthed om dets egen samfundsmæssige betydning (som vi også så det i forbindelse med gennemgangen af teatret).

Det borgerlige teaters momentane ophør er altså ikke et udtryk for at den borgerlige tænkning ophører, blot at denne tænkning finder udtryk i nye former.

Litteraturen i begyndelsen af 1700-tallet kan således karakteriseres som det tidlige borgerskabs litteratur. Det er en litteratur som sætter fokus på individet og individets ret til subjektivt at fortolke verden. I en periode, hvor borgerskabet endnu ikke er hverken økonomisk eller politisk stærkt nok til at kræve gennemgribende samfundsændringer, bliver denne litteratur grundlaget for borgerskabets kritiske bevidsthed, som kommer til udtryk senere i århundredet i forbindelse med den øgede velstand i forlængelse af højkonjunkturen og den øgede politiske indflydelse.

Det er den periode, vi i det følgende skal se på.

I denne periode kan iagttages et altomfattende og systematisk arbejde med at gennemføre oplysningen (som den blev grundlagt af Holberg) af borgerskabet. Problemet var imidlertid, at visse dele af oplysningsarbejdet (bla. den politiske og religiøse debat) ikke kunne foregå som offentlig debat, fordi der på dette tidspunkt herskede meget strenge censurbestemmelser.

Derfor var man fra det progressive borgerskabs side tvunget til at lade oplysning og politisk debat komme til udtryk indirekte. Og i denne sammenhæng fik litteraturen en central betydning.

I "Brev til en ung skribent" skriver forfatteren og samfundsdebattøren Sneedorff om, hvilke krav man fra det intellektuelle borgerskabs side stillede til litteraturen.

Den skulle først og fremmest være kritisk, formidle fornuft og den gode smag, og det skulle ske på en original måde.

Litteraturen bliver i denne periode et væsentligt medium for formidlingen af de nye borgerlige ideer om frihed og lighed i en periode, hvor sådanne ideer ikke kunne udtrykkes direkte.

Til varetagelse af behovet for en kritisk borgerlig litteratur blev der i denne periode dannet forskellige Selskaber, dvs sammenslutninger (en slags loger) som bestod af fremtrædende borgerlige kulturpersonligheder (Sneedorff var een af dem).

Disse selskaber sørgede for den kulturelle og litterære opblomstring, som skete i denne periode. De sørgede for det ved at tage nye initiativer til fremme af ny litteratur, nemlig udskrivning af prisopgaver. Prisopgaver var bundne emner, som forfatterne kunne reflektere på.

Selskaberne (bla. "Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers forfremmelse") fik en helt central betydning som en slags "skolingscentraler" for den borgerlige oplysningsbevægelse i Danmark i denne periode. Ved begrebet "oplysning" skal vi også i denne sammenhæng forstå det som politisk oplysning.

I ovennævnte "Brev til en ung skribent" kan ses, hvorledes man fra selskabernes side nærmest styrede litteraturens udvikling gennem fastlæggelse af bestemte krav, som forfatterne måtte opfylde (I det mindste hvis de ville gøre sig håb om at få del i priserne).

Tidligere i dette papir er teatret blevet beskrevet som en vigtig institution i forbindelse med dannelsen af den borgerlige bevidsthed i denne periode. Også selskaberne var klar over teatrets betydning, og en stor del af prisopgaverne var netop teaterstykker. Ved betragtning af repertoiret og de besvarede prisopgaver kan man se, hvordan teatret fra midten af 1700-tallet skifter karakter og begynder at spille stykker bestemt af den nye borgerskab.

I den pietistiske periode i 1730erne og 1740erne var teatret som tidligere nævnt blevet lukket, men i 1748 genåbnede det, men med et nyt repertoire.

Holbergs komedier kunne stadig spilles, men de var ved at have overlevet sig selv. Hvad det styrkede københavnske borgerskab havde brug for var ikke længere så meget en fremstilling af dets egne naragtigheder, men snarere en demonstration af borgerskabets egenmægtige fornuft, storslåede dygtighed i handel og høje moralske stade. På samme tid, som det opgående borgerskab langsomt blev bevidst om sig selv som den mest betydningsfulde samfundsklasse, får det brug for en bekræftelse af såvel dets politiske som moralske kvalifikationer.

Denne bekræftelse af den borgerlige selvfølelse kan iagttages når man kigger på teatrets repertoireskifte i perioden.

Nu spilles der heroiske tragedier og moralsk sentimentale komedier. Den første type varetages af bla. Nordahl Brun som bla. skriver "Zarine" og "Ejnar Tambeskielver". I disse tragedier, hvor handlingen lægges langt tilbage i historien, ses en kritik af enevoldsmagten / enevoldskongen og en formulering af borgerskabets rettigheder (eller rettere: borgerskabets krav på rettigheder) -frihed og lighed !

Ved at lægge handlingen til fortiden undgår forfatteren at fremføre en direkte kritik af systemet, men at det i virkeligheden er det, der er meningen, er klart for enhver - blot har forfatteren formelt ryggen fri, og kongens censor har svært ved at argumentere for stykkernes politiske farlighed.

De moralsk sentimentale komedier skrives af den kvindelige forfatter Charlotte Dorothea Biehl. Disse komedier fremstiller ofte den borgerlige familie i et heroisk lys og de viser den skurkagtighed, som præger den gamle adel - en skurkagtighed som ofte forbindes med drukkenskab og moralsk ryggesløshed.

Jo, borgerskabet er ved at blive dannet - i mere end een forstand !

Med Heibergs komedier "De von'er og de van'er" (von og van er adelstitler) kommer det kritiske borgerlige teater til at bevæge sig på grænsen til det tilladelige. "De von'er og de van'er" er en temmelig perfid satire over adelen og stykket er et klart indlæg i den politiske debat i samtiden (1789 - læg mærke til årstallet !) og det blev da også forbudt efter 3 opførelser.

Vi kan således kort konstatere, at teatrets udvikling fra 1720 til 1800 på mange måder kommer til at spejle den almindelige politiske udvikling, og her specielt den radikalisering som sker med borgerskabet (radikalisering betyder i denne sammenhæng politisk bevidstgørelse og kritisk indstilling til enevælden).

Denne udvikling kan imidlertid også iagttages gennem et andet medium i samtiden - nemlig tidsskriftet.

Midt i 1700-tallet ser en ny genre dagens lys. det er tidsskriftet.

Inspireret af specielt engelsk tidsskriftlitteratur (bla. "The Tatler" og "The Spectator") begynder de såkaldt "blandede tidsskrifter" at komme på markedet.

Disse "blandede" eller måske rettere moraliserende tidsskrifter henvendte sig fortrinsvis til det borgerlige publikum, enten som opdragende eller som belærende skrifter eller som humoristiske og/eller som lettere vulgære blade.

Fælles for dem alle er imidlertid, at de ikke før 1770 indeholder politisk debat. Censuren var meget streng, og ethvert tilløb til kritik af de herskende forhold blev stoppet med det samme. De mange censursager fra denne periode vidner herom.

men i 1770 tager udviklingen pludselig fart. ved reskript af 14. september 1770 indfører Struense trykkefrihed i Danmark, og hermed var der åbnet op for oplysningen og den politiske debat som aldrig før i Danmarks historie.

Tanken om trykkefrihed som udtryk for een af menneskets fundamentale rettigheder

havde længe stået på oplysningsforfatternes program (se bla. idéhistorien p. 258-259). de havde set muligheden for gennem trykkefriheden dels at kunne kritisere den siddende administration, afsløre magtmisbrug etc, dels at de kunne være med til at udbrede de progressive borgerlige idealer og ideer om frihed, lighed og oplysning og derved påvirke samfundsudviklingen i en (set fra deres side) gunstig politisk retning.

Og argumentationen er klar: Hvordan kan man få oplysning uden frihed til at trykke, hvad man tænker og hvad der rører sig af tanker i befolkningen ?

Bag Struenses reskript om generel trykkefrihed ligger tanken om, at folket som helhed efterhånden var blevet så fornuftigt, at det kan administrere en frihed til at trykke på en fornuftig og hensigtsmæssig måde. Hvor tidligere hverken den enevældige statsform eller den herskende religion kunne diskuteres offentligt, åbnes nu for denne mulighed, og reskriptet formulerer herved indirekte ideen om den oplyste enevælde, hvor statsmagten i sin politik tager hensyn til borgernes kritik for såvidt den er fornuftig (se endvidere idéhistorien p. 259).

Man giver imidlertid ikke borgerne direkte politisk indflydelse med dette reskript, men man viser en tiltro til borgernes fornuft og kritiske evne ved at give dem mulighed for frit at bryde meninger med hinanden og med statsmagten.

Med trykkefrihedens indførelse er der sket et skred fra, hvad man kunne kalde den undertrykkende offentlighedstænkning, hvor kun statsmagten havde mulighed for at kunne give sin mening til kende om økonomi, politik og samfundsforhold, til en borgerlig offentlighedstænkning, hvor den almindelige menneskelige fornuft hos menigmand accepteres i den offentlige debat.

Med trykkefrihedens indførelse behøver man nu ikke længere i samme grad som tidligere at pakke sine meninger og synspunkter ind i skuespil og digte, fabler og eventyr. Man kan skrive mere frit, og mediet for den frie meningsdannelse bliver tidsskriftet.

I perioden 1770 - 1799 (hvor trykkefriheden ophæves igen) grundlægges ikke mindre end 116 nye tidsskrifter, og hvor tidsskrifterne tidligere for det meste havde indeholdt morsomme eller moraliserende historier, bliver de nu fyldt med debatstof om politik og samfundsforhold.

For borgerskabet var trykkefriheden en imødekommelse af kravet om de borgerlige rettigheder, men den skabte også splid inden for borgerskabet selv. Den ene fløj - som sympatiserede med enevælden (det var primært den højere embedsstand og spidsborgerskabet) mente, at det eksisterende system fungerede godt nok, og at man derfor skulle være varsom med at kritisere det og istedet bruge trykkefriheden til at højne det almindelige dannelses- og uddannelsesniveau.

Den anden fløj - bla. handelsborgerskabet - gik ind for en fri borgerlig forfatning, afskaffelse af enevælden og indførelse af folkestyret. For denne fløj blev trykkefriheden en mulighed for at udbrede de borgerlige revolutionsidealer, og allerede i 1770 påbegyndte denne fløj et voldsomt angreb på den enevældige konge.

Denne udvikling havde Struense ikke regnet med, og allerede i 1771 så han sig nødsaget til at indskrænke trykkefriheden igen, således at direkte angreb på kongen, staten og den offentlige administration blev forbudt. Et kernepunkt var spørgsmålet om statsfinanserne. den revolutionære fløj af borgerskabet krævede indsigt i, hvad skattemidlerne blev brugt til, men også kravet om offentligt tilgængeligt regnskab blev afvist fra statens side, og kritik af finanspolitikken blev forbudt.

Med den franske revolution i 1789 skærpedes de politiske modsætninger herhjemme. De borgerlige revolutionære ideer vinder især frem hos det politisk radikale borgerskab, samlet omkring det kritiske tidsskrift "Politisk-fysisk Magazin" og repræsenteret ved folk som Riegels, Heiberg og Bruun (Sidstnævnte udgav et politisk debat-tidsskrift ved navn "Vækkeren")

På den modsatte fløj står den gruppe af borgerskabet, som går ind for enevælden (Den royalistiske fløj), således at vi i slutningen af århundredet kan konstatere, at borgerskabet er splittet i 2 fløje, nemlig Den royalistiske fløj og Den revolutionære fløj.

Den royalistiske fløj samler sig omkring tidsskrifterne "Iris og Hebe" og "Folkevennen". Denne fløj betragter den enevældige statsmagt som den eneste garant for en langsom gennemførelse af den borgerlige friheds-og lighedsidealer og som den eneste reelle magtfaktor til sikring af de allerede opnåede fordele i kampen mod adelen. Samtidig vokser frygten for proletariatet hos denne gruppe borgere. Den franske revolution havde vist, at proletariatet kunne være en magtfaktor, som kunne true borgerskabets stilling, og da der herhjemme udbryder uro og strejker i 1790-erne, synes denne fare reel for royalisterne, og de appellerer for lov og orden og de angriber den revolutionære fløj for at udnytte trykkefriheden til udbredelse af propaganda, som kan skade borgerskabets sag.

Den skadelige propaganda, som royalisterne mener, de revolutionære gør sig skyldige i, er kravet om direkte indflydelse på styret, om indsigt i statens økonomi og om lighed for loven.

Disse krav fremsættes i "Fysisk-økonomisk Magazin" og visse af synspunkterne genfindes også i Conrad Malthe Bruuns tidsskrift "Vækkeren" (bla. kravet om indsigt i økonomien og lighed for loven).

Set fra regeringens synspunkt er den revolutionære fløj nu ved at vende trykkefriheden fra at være et middel til borgernes frie meningsdannelse til et kampmiddel med den hensigt at styrke den enevældige monark. Der rejses sag mod flere skribenter, bla. Heiberg og Collet (sidstnævnte havde hævdet det synspunkt at det både var fornuftigt og lovligt at gøre oprør mod kongen).

I 1799 bliver det for meget for kongen. Trykkefriheden ophæves og censuren genindføres.

Ved en betragtning af 1700-tallet som helhed kan det konstateres, at de oprindelige oplysningsideer, som de formuleres bla. af Holberg, langsomt udvikler sig til politiske ideer, formuleret af en fløj af borgerskabet i kampen mod den enevældige stat.

Hvor borgerskabet oprindelig stod samlet i opposition mod adelen og i kampen for et samfund, hvor menneskets muligheder bygger på kvalifikationer og ikke på privilegier (som fx. den gamle adel havde dem), sker der i slutningen af århundredet en opsplitning i 2 fløje - den revolutionære, som arbejder for indførelse af borgerligt demokrati og den royalistiske, som er tilfreds med de allerede opnåede rettigheder og som støtter den enevældige monark.

Med ophævelsen af trykkefriheden 1799 lukkes munden på den revolutionære fløj, og dette får afgørende konsekvenser for hele litteraturens udvikling i 1800-tallet.

/ Steen Svava Olsen