I midten af det 19.århundrede indledes industrialiseringen, moderniseringen for alvor. Tiden oplever økonomiske, teknologiske og sociale strukturændringer, som revolutionerer hele samfundet.

Indenfor naturvidenskaben ændres vores opfattelse af verden, bl.a. med Einsteins relativitetsteori. Og Darwin med arternes oprindelse, som modsiger at menneskets stammer fra Gud, men at det stammer fra aberne, hvilket var meget chokerende.

Den nye produktionsform, masseproduktionen, centraliserer magtfordelingen, den enkelte er ikke længere herre over sit eget produkt. Men den der ejede fabrikken og varen havde kontrollen, også over arbejderen. Forholdet mellem arbejdsgiver og -tager opstår. Herunder opstår også en gryende utilfredshed med arbejderens stilling og fordelingen af værdierne, og kommunismen og socialismen opblomstrer. Massebevægelser og politisk uro bliver hverdag. Gennem det politiske bevidstgøres arbejderen om sin situation. Man kan sige at samfundet polariseres i arbejderklasse og de borgerlige, som ejede produktionsmidlerne.

Industrialiseringen betød også at folk flyttede fra landet og ind til storbyerne, der oplever en eksplosiv vækst. Landsbylivets tryghed og fællesskab udskiftes med en frihed for den enkelte. Men en frihed der overvældet af konstante indtryk kan blive skræmmende, hvorfor den enkelte barrikaderer sig psykisk gennem at skabe en art blaserthed, der indebar at den enkelte ikke hele tiden blev presset til at tage stilling.

Parallelt ændres opfattelsen af tid og rum. Med opfindelsen af fx. radioen, fotografiet og den moderne presse opstår massekommunikationssystemer, hvorved verdensbilledet udvides - verden er blevet større. På den anden side udvikles transportområdet i en sådan grad, at den enkelte får mulighed for at rejse jorden rundt på 80 dage - verden er kommet tættere på.

Storbyen bliver gruekedlen for hele modernismen. Den er stadig placeret centralt i vores bevidsthed, men dens betydning er ændret i forhold til modernismens storby.

Modernismen fremviser sit fremskridt på verdensudstillingerne. Verdensudstillingerne fungerede således at der skabtes mulighed for at vise den nyeste teknologi. Derudover brugte verdensudstillingerne også til at legitimere den imperialistiske ekspansion, det vil sige de vestlige nationers kolonisering. Man fremviste de vilde primitive, der burde styres.

I sig selv fungerede verdensudstillingerne også det nyeste nye, fx. udstillingen i 1851, hvor stål og glas kan konstrueres i en enorme dimensioner. Der var ikke længere nogen hindringer for selve arkitekturen. Alt kunne lade sig gøre. Samtidig blev opfindelsen af gaslyset væsentlig, verdensudstillingen kunne oplyses i hidtil uset grad, neonhavet dannes.

I det hele taget blev lyset en væsentlig faktor, den enkelte var ikke længere nødt til at affinde sig med dagens længde.

Moderniseringen afstedkommer nye bevidsthedsmæssige konsekvenser; Den personlige bevidsthed og de erfaringsmæssige muligheder udvides. Ensomhed, angst, negative følelser bliver centrale; Det synes som om mennesket ikke er skabt til det moderne liv. Det var lidt om de grundvilkår som det moderne menneske oplevede.