|
Rejseminder
Og det var paa Skanderborg Station,
der blev mine Tanker forfløjne.
Jeg saa en nydelig ung Person
med nøddebrune Øine.
Kokette Øjne, men tavs og bleg
med Ansigtstræk saa skære,
en nittenaars Barm til en fin Figur,
spinkel og Hofterne svære.
Et kysk og forvovent Borgerbarn
med rastløse Sommerfugl-Lemmer.
Af Gangens og Holdningens æggende Kraft
endnu jeg et Gentryk fornemmer.
Thi det er et Minde fra sorgløse Aar,
før Hykleriet og Vaaset
fik trykket vor unge Lyst ihjæl,
om ej det vor Mund fik laaset.
Da lidt blev favnet, men meget nydt
og alt og alle begæret,
da Sindet laa aabent og Blodet frit
som Sommerhavet og Vejret.
Jeg husker de brune Øjne, hvor trist
hun blev, da hun saa' os drage;
thi det var paa Skanderborg Station,
der stod hun alene tilbage.
Men jeg drog mod Nord, over Land og Sø,
og sommerberust mig kendte,
og da jeg sov ind paa Himmelbjærget,
de brune Øjne mig brændte.
De brændte saa sødt, de brændte saa hedt.
Jeg drømte, jeg tog hende med mig.
Hun dufted af Blomster, Viol og Reseda,
og kyssede Lindring og Fred mig.
Saa stærke Kys fra en ærbar Mund.
Var Kaffen ej bleven serveret,
den unge Frøken fra Skanderborg
vist havde sig kompromitteret.
Aa disse ærbare Borgerbørn,
de maa deres Hjærter ave,
pyntelig blomstrer den stærke Reseda
i Faderens lille Have.
Der findes saa mange Borgerbørn,
som gør vore Tanker forfløjne.
(Jeg mindes vel tyve med himmelblaa
og ti med brune Øjne).
Der findes saa mange sirlige smaa,
som gav os en Dans og en Rose,
Rejseminder og Alfe-Bedrag,
der svinder for Dag over Mose!
Men disse Blomster fra unge Aar,
dem sankede jeg til Dynge;
og naar jeg mærker den flygtige Duft,
begynder mit Blod at synge.
De smægter saa sødt, saa hjærtebeklemt
mod Solskin og luftblaa Dage.
Men det er paa Skanderborg Station,
der staar de alle tilbage.
|
