Morgenmad

Inkluderet i rejsens pris er morgenmad på hotellet.

I må imidlertid indstille jer på, at franskmændenes morgenmad adskiller sig meget fra danskernes. Mange franskmænd tager en smøg og en kop kaffe på den nærmeste bistro, og i stedet spises der først (og meget) til frokost.

Hotellet følger formentlig den franske morgenmadsskik. Morgenmaden serveres hver dag mellem ca. 7.00 og 10.00.

 

De af jer, som er vant til mere omfattende morgenmad, må købe lidt ind, som I så kan supplere med om nødvendigt.

 

 

Frokost

De fleste kontorer og butikker (bortset fra supermarkederne) holder lukket mellem 12.00 og 14.00/15.00, og en stor del af de ansatte bruger deres frokostpause på een af byen tusinder af cafeer og restauranter - ofte spiser de 2 á 3 retter mad med vin til. Frokosten er en meget vigtig del af arbejdsdagen. Her snakker man sammen, møder venner på restauranten osv.

 

De billigste for jer er naturligvis, at I selv køber ind inden kl. 12.00, og hvis vejret er til det, at I sætter jer ved Seinen eller i en park og spiser maden.

Frokostmad og andre ting købes med fordel de lokale supermarkeder eller i ét af gademarkederne.

NB: Gademarkeder og mange forretninger har middagslukket kl. 12.00 - 15.00.

 

Vil man spise frokost på restaurant - og det er ofte en billig og god løsning - skal man forsøge at komme ind på restauranten inden kl. 12.00 eller efter kl. 13.30. Parisernes middagspause er som tidligere nævnt mellem kl. 12.00 og kl. 14.00/15.00, så det gælder om at få et bord, inden de kommer strømmende.

 

Bemærk, at mange (også normalt dyre) restauranter har specielt billige frokostmenuer - ofte blot 50-55 Fr. (incl. vin/øl/vand). Det skyldes parisernes særlige kultur med at spise ude til frokost. De samme menuer kan om aftenen koste det dobbelte, så vil man være lidt god ved sig selv, kan det ud fra en økonomisk betragtning være en fordel at være det i frokostpausen.

 

Her er en lille guide over forskellige betegnelser for spisesteder:

 

Bistro

er en lille restaurant, hvor man især spiser dagens ret. Bistros er tit at foretrække frem for de mere ambitiøse restauranter.

 

Brasserie

her serveres varm mad dagen igennem til rimelige priser.

 

Creperie

her kan man få pandekager med forskelligt fyld (rejer, kødfars, fisk mv.).

 

Libre-service

Selvbetjeningsrestauranter. Ofte kedeligt og trist mad.

 

 

 

Aftensmad

Flere steder serveres der først aftensmad fra kl. 20.00 (pariserne spiser sent pga den omfattende frokost), men det gælder dog primært de mere etablerede restauranter. På bistro og braisserie kan I få mad før kl. 20.00.

 

Der findes særlige kvarterer med særligt billige restauranter (menuer med 2-3 retter og 1/4 l. vin for under 60 - 70 Fr.

 

Informationer om det på et senere tidspunkt.