ANTIKKENS PORTRÆTTER

 

kort karakteristik af
det græske portræt

kort karakteristik af
det romerske portræt

 

DET ROMERSKE PORTRÆT
Artikel af Niels Hannestad
fra Rostra nr.26-27

 

 

 

Signalement af græske portrætter

Den slags billeder af mennesker, som vi kalder »portrætter«, blev for første gang skabt i Grækenland i 400-tallet f.Kr. Portrætter forener to træk, der er karakteristisk for græsk kultur: værdsættelse af det enkelte menneske og evnen til at skabe anatomisk korrekte billeder af mennesker.

Begge dele regner vi for en selvfølgelighed  i dag. Den gang var det noget hidtil ukendt.

Det græske portræt er en hædersbevisning til den, der har gjort en fremragende indsats i det offentlige liv. Derfor blev portrætterne opstillet i det fri, hvor folk færdedes mest: i helligdomme, på torve, ved teatre og på gravpladser.

Det græske portræt forestiller mænd i en moden alder. Det er de store digtere, filosoffer, statsmænd og hærførere. Kvinder ser man ikke. De var nemlig udelukket fra den del af det offentlige liv, hvor anerkendelse kunne føre til portrættering. (se bagsiden)

Det græske portræt viser hele personen i en situation og påklædning, der var karakteristisk. Portrætterne bliver med tiden mere og mere virkelighedsnære.

Vi kender til græske portrætter takket være de kopier, der blev lavet af dem i romersk tid. Desværre nøjedes romerne som regel med at kopiere hovederne. De originale græske portrætstatuer var af bronze og er derfor næsten alle gået tabt.

Men grækernes måde at bruge portrætter på er ikke gået af mode. Man behøver bare at kigge sig om i sin by.

Jan Stubbe Østergaard i "Antikens ansigt" 1990

 

 

 

Signalement af det romerske portræt

I løbet af 3. - l. årh. f.Kr. erobrede romerne den græske, hellenistiske verden. Det betød direkte kontakt med græsk kultur, og den vakte begejstring. Græsk litteratur, arkitektur og billedkunst blev det store forbillede.

Det betød blandt andet, at de dygtige græske billedhuggere nu fik romerske kunder. Det gjaldt ikke mindst portrætkunstnerne. Romerne havde ikke alene behov for »det græske portræt«, dvs. offentlige portrætter af førende personligheder. Ligesom etruskerne havde de nemlig en stærkt udviklet slægtsbevidsthed. I ordentlige romerske hjem blev forbindelsen til afdøde familiemedlemmer plejet ved husalteret. Og på mærkedage tog man ud til gravstedet. Begge steder var der brug for vellignende portrætter. Tidligere havde man lavet dødsmasker af voks, men nu gik bestillingerne til græske billedhuggere, der jo netop mestrede den realistiske portrætkunst.

Der findes derfor to vigtige grupper af romerske portrætter: De offentlige, der ofte forestiller medlemmer af kejserfamilien, og de private, som regel medlemmer af velhavende romerske slægter.

I modsætning til det græske portræt viser det romerske os mennesker af begge køn og i alle aldre. Det er første gang.

Jan Stubbe Østergaard i "Antikens ansigt" 1990