Pythiaprisen 2002

Vinderopgave af Niels Grotum Sørensen, Viborg Katedralskole

I

Platon, Staten, 8.bog, St. 557a₂-c₁₀

- Demokratiet opstår altså, tror jeg, når underklassen sejrer og dels dræber nogle fra modpartiet, dels fordriver andre, og giver de øvrige lige del i både borgerret og embeder, og når embederne i staten for det meste fordeles ved lodtrækning.

- Dette er, sagde han, netop oprettelsen af demokratiet, hvad enten det sker ved hjælp af våben, eller modstanderne flygter, fordi de er bange.

- På hvilken måde, sagde jeg, lever disse folk så? Og videre, hvordan er en sådan forfatning? – For det er klart, at en sådan mand vil vise sig demokratisk.

- Det er klart, sagde han.

- Mon da ikke de først og fremmest er frie, og staten bliver fuld af ytringsfrihed og personlig frihed, og man i den har lov at gøre, som man ønsker?

- Det siger man i hvert fald, sagde han.

- Hvor den frihed findes, er det jo klart, at enhver vil indrette sin egen private tilværelse, sådan som det nu måtte behage ham.

- Det er klart.

- Jeg mener at der især i denne stat kan opstå mennesker af alle slags.

- Naturligvis.

- Den er lige ved at være den smukkeste af statsformerne, sagde jeg. Ligesom en spraglet klædning smykket med al mulig farvepragt, sådan kan også den synes smukkest, smykket med alle mulige karakterer. Og måske, sagde jeg, vil mange også, ligesom de børn og kvinder der beundrer det mangefarvede, anse denne stat for den smukkeste.

- Ja, det er sandt, sagde han.

II

Det athenske Demokrati

„Indeed, it has been said that democracy is the worst form of Government

except all those other forms that have been tried from time to time.”

– Winston Churchill

Når demokratiet i dag er til debat, er det sjældent selve demokratiets eksistensberettigelse man tager stilling til. Langt de fleste vestlige politiske grupper erkender i dag, at demokratiet er om ikke den bedste, så den hidtil bedst mulige styreform. Så enkelt var det imidlertid ikke i bystaten Athen. Her var et demokrati, hvor statsformen var under konstant pres, og flere gange blev udskiftet med andre styreformer.

Jeg vil i det følgende give en kort præsentation af det athenske demokrati, som det fungerede på Platons tid, med hovedvægten på de væsentligste forskelle på dette og det moderne, danske demokrati. Dernæst vil jeg forsøge at belyse fordele og ulemper ud fra en kritiker og en tilhængers holdninger, hhv. Platon og Perikles. Endelig vil jeg sammenkæde de to, og undersøge hvorvidt deres pointer lader sig overføre til det moderne demokrati.

Det athenske demokrati adskiller sig på flere væsentlige punkter fra det demokrati, som praktiseres i Danmark i dag. – Et tilsyneladende banalt faktum, men ikke desto mindre noget, det er bydende nødvendigt for en moderne iagttager konstant at holde sig for øje.

For det første var der ikke tale om repræsentativt demokrati, som i stort set alle moderne demokratier, men direkte, hvor alle stemmeberettigede (dvs. ikke metøker, slaver, kvinder og børn) kunne deltage i beslutningsprocessen. I det hele taget var athenerne meget afvisende overfor at give enkeltindivider stor magt i længere perioder. Mere end 2000 år før Michel fremsatte sin lov om oligarkiske tendenser, vidste man, at magt korrumperer.

Derfor var der også restriktioner på embedsmændenes indflydelse, dels ved at langt de fleste offentlige embeder blev besat ved lodtrækning, dels ved at man havde et højt antal embedsmænd, der blev samlet i mange små kollegier med så snævre kompetenceområder, at en magtkoncentration ikke blev aktuel, dels ved at begrænse embedsperioden til et enkelt år og nedlægge forbud mod at besætte det samme embede to gange, hvilket mindskede risikoen for ekspertdannelse. Professionalisme og ekspertvælde var så absolut fyord. I den forbindelse er det i øvrigt fristende at bemærke, hvordan den nyvalgte regeringschef har gjort opgøret med lønnede eksperter og det han kalder „smagsdommere” til en mærkesag. Der er selvfølgelig forskelle, men motivet, at bringe magten tilbage til folket, er angiveligt det samme.

En anden væsentlig forskel, som måske nok var en forudsætning for det direkte demokratis fungeren, er befolkningens relativt beskedne størrelse. Under 150.000 athenere (metøker og slaver ikke medregnet), hvoraf måske 30.000 har været stemmeberettigede, er et enormt antal sammenlignet med andre græske bystater, men samtidig ikke flere, end at det i dag ville betragtes som en større provinsby.

Sådan var det samfund og den styreform, hvorunder Platon levede og virkede i størstedelen af sit liv. Selv var han absolut ikke demokrat, hvilket da også tydeligt fremgår af det oversatte tekststykke.

Platon blev født i 427 f.v.t. ind i en aristokratisk familie, og kunne føre sine aner tilbage til såvel Athens konger som lovgiveren Solon. På mødrene side var han beslægtet med Kritias og Charmides, to af De Tredive, der stod i spidsen for det oligarkiske rædselsregime 404-403.

Han blev af slægtninge opfordret til at tage del i dette styre, men valgte klogeligt at takke nej. Da De Tredive blev styrtet og demokratiet genindført 403, overvejede han på ny at deltage aktivt i politik, da der i 399 indtraf en begivenhed, der skulle ryste ham i så høj grad, at det satte sig tydelige spor igennem hele hans forfatterskab.

I 399 f.v.t. blev Sokrates, Platons filosofiske mentor, anklaget for ugudelighed og for at fordærve ungdommen og idømt dødsstraf ved en demokratisk domstol. Dette chok fik Platon til at opgive den demokratiske styreform.

I Staten lader Platon Sokrates give sit eget, stærkt kritiske, bud på en karakteristik af demokratiet. Han sætter de demokratiske idealer om frihed og lighed lig med anarki og pøbelvælde. I hans fortolkning betyder den udstrakte personlige frihed blot, at enhver indretter sin tilværelse efter eget ønske og gør fuldstændig som han har lyst til, i stedet for at leve sit liv efter hvad god moral og statens bedste foreskriver. Der er ingen pligter overhovedet, man kan engagere sig i hvad man har lyst til, og behøver ikke engagere sig i noget som helst. Selve demokratiets grundlæggende princip er, siger Platon, en fuldstændig mangel på principper. En stat af „hovmod og lovløshed og udsvævelse og skamløshed” (St. 560e, Foss’ ovs.).

Et af de væsentligste temaer i Platons idealstat er princippet om arbejdets deling: For at sikre det bedst mulige resultat skal ethvert hverv udføres af den, der har mest forstand derpå og dilettanter kan ikke tolereres. Dette gælder uanset om det er grønthandel eller statsmandskunst, der er tale om, men i særlig grad det sidste, fordi det er et langt mere ansvarsfuldt og vigtigt hverv.

Dette står i grel modstrid til demokraternes almindelige modvilje mod ekspertstyre og professionalisme, som vi kort var inde på tidligere. For demokratiets fungeren var det essentielt, at den samme mand kunne passe sin jord, føre sin sag for domstolene og gøre sin indflydelse gældende i den politiske proces, gerne ved at besætte et offentligt embede et år.

Men også demokraterne var dog klar over, at det i nogle tilfælde kan være nødvendigt med en vis portion sagkundskab. Således var der ganske vist lodtrækning om de fleste embedsposter, men de vigtigste finansielle embeder, strategkollegiet og andre officersposter blev alligevel besat ved afstemninger på folkeforsamlingen.

Ifølge Platon medfører lodtrækningerne, at demokratiets politik bliver kaotisk og uberegnelig, efterhånden som tilfældige borgere med vidt forskellige forudsætninger og kvalifikationer skiftes om embedsposterne fra år til år.

Også det demokratiske slagord om lighed afvises af Platon. Han ser ikke noget prisværdigt i at give „lighed til lige og ulige” (St. 558c), dvs. en ligelig, matematisk fordeling af rettigheder, hvor slette mennesker får lige så stor indflydelse som gode, i stedet for en fordeling efter værd, hvor det er de bedste mennesker, der sidder med den største indflydelse, og dermed det største ansvar.

Et demokrati overlader, stadig ifølge Platon, gladeligt al magt til hvem som helst, der kalder sig „ven af folket”. Dvs. at magten reelt ligger hos folkeforførere, dem Platon kalder droner. I demokratiet er det ikke de bedste eller viiseste borgere der får deres forslag gennemført, men de, der kan overbevise folkeforsamlinger, domstole og råd, altså de dygtigste talere og demagoger.

Platon er en genial forfatter og filosof, og som modvægt til hans kritik er det nødvendigt at finde en af de virkeligt store fortalere for demokratiet. Her er statsmanden Perikles et oplagt valg. Perikles, der blev genvalgt til strateg hele 14 år i træk, fra 443 til sin død i 429, holdt i Den peloponnesiske Krigs første år (Dvs. måske 60 år før Staten blev skrevet, og 20-30 år før den finder sted, se nedenfor.) gravtalen over de faldne soldater, en tale der, i Thukydids gengivelse, nærmest har karakter af én lang lovprisning af det athenske demokrati.

Tidsforskellen på o. 60 år virker måske ikke af meget, set på flere tusind års afstand, men den er alligevel værd at bide mærke i. Perikles taler fra begyndelsen af Den peloponnesiske Krig, som leder af et mægtigt, forholdsvist ungt, aristokratisk domineret demokrati. Da Platon skriver Staten, har Athen været igennem flere revolutioner, lidt voldsomme nederlag militært og politisk og mange af de demokratiske drømme er bristet. En del af holdningsforskellene mellem de to har nok deres udspring i denne tidsforskel.

Perikles lægger vægt på mange af de samme ting, som Platon er inde på, men giver det en noget anderledes drejning. For ham indebærer lighedsidealet, at alle, uanset social baggrund, har lige muligheder for at lade deres evner komme staten til gavn, så man ikke er afhængig af ædel byrd for at kunne få indflydelse, men udelukkende af egne evner.

Ifølge Perikles nærer demokraterne ingen fordomme over for andres særheder, fejl og mangler, men er åbne over for alle mulige indtryk og ideer. Privatsfæren (der i parentes bemærket var langt snævrere afgrænset end i dag; politisk og kultisk praksis hørte ikke under privatlivets fred, jvf. processen mod Sokrates.) er præget af frihed for den enkelte til at forfølge sin egen lykke, men samtidig er det offentlige liv gennemsyret af respekt for loven, og en pligtfølelse, der ganske vist ikke forpligtiger juridisk til at tage del i det politiske liv, men alligevel indebærer en vis moralsk forpligtigelse, altså en art „frihed under ansvar”. Den demokratiske levevis fostrer, siger han, et let og ubekymret sind, der bedre er i stand til modigt at modstå farer og trængsler uden at miste fatningen.

Om selve den demokratiske beslutningsproces siger han, at de lange debatter på folkeforsamlingen, hvor enhver kan bede om ordet og ytre sin mening, medfører at en sag bliver grundigere og mere alsidigt belyst end under andre styreformer. På den måde kommer man frem til en mere kvalificeret, velovervejet beslutning.

Der var altså både positive og negative træk ved det athenske demokrati. Ideelt var det det perfekte deltagelsesdemokrati; folket traf alle beslutninger, og embedskorpsets rolle var reduceret til det rent administrative. Men farerne lurede i form af magtkoncentration, professionalisme, ekspertvælde og elitedannelser.

Der er, som før nævnt, væsentlige forskelle mellem hhv. det athenske og det danske demokrati, de kan ses som udtryk for to retninger; den radikale og den moderate. På trods af ulighederne stemmer karakteristikken af det athenske demokrati alligevel på mange områder udmærket overens med det moderne, både når det gælder positive og negative sider.

Dette gælder f.eks. den brede befolknings svaghed for demagoger og „venner af folket” (jvf. Europa i 30’erne), og, vil nogen nok mene, demokratiets mangel på principper og moral. På den mere positive side kan også Perikles hyldest til det sociale demokrati, hvor alle uanset social status har lige muligheder for at øve indflydelse, siges at gælde såvel det athenske demokrati som det moderne.

En bemærkelsesværdig forskel er dog, at en del af de begreber, som for de athenske demokratier hørte til i diverse skrækscenarier om demokratiets undergang, i dag er accepterede, politiske realiteter. Den lovgivende magt er koncentreret hos 179 professionelle politikere, resten af befolkningen tages kun med på råd i exceptionelle tilfælde. Disse professionelle udgør sammen med finansfolk og enkelte ledende kulturpersonligheder og videnskabsmænd en elite, der som opinionsdannere sidder på størstedelen af den reelle indflydelse i dagens Danmark. Nogle af de samme farer, vi nævnte i forbindelse med det athenske demokrati, anerkendes i dag som fuldgyldige dele af demokratiet.

I forhold til Platons anbefaling af at overlade beslutningstagningen til dem, der har forstand på det, henleder jeg som en interessant detalje opmærksomheden på, hvordan et stigende antal fremtrædende politikere igennem det sidste årti har vendt sig imod at lægge EU-spørgsmål ud til folkeafstemning, fordi alm. mennesker angiveligt ikke er kvalificerede til at tage stilling til så komplicerede problemstillinger. (Lidt af et paradoks, jvf. regeringens proklamerede modvilje mod ekspertvælde og smagsdommere.)

Det er kendetegnende for både Perikles og Platon, omend det fremgår tydeligst hos sidstnævnte, at statens og individets forfatning betragtes som indbyrdes afhængige; at retfærdige stater har retfærdige borgere, slette mennesker slette stater, etc. Altså at makro- og mikrokosmos korresponderer.

Dette indebærer, at når Platon ser demokratiet som kaotisk og fyldt med modstridende bevægelser, inkonsekvent med dets skiftende, mere eller mindre tilfældige ledere, må den demokratiske borger være ligesådan. Hans indre er et kaotisk mylder af modstridende følelser, der kæmper om magten i hans sind. Alt efter hvilken del der har den midlertidige overmagt, skifter hans interesser nærmest fra dag til dag. Perikles fremhæver lidt på samme måde den frihedselskende borger med alsidige interesser og kompetencer, initiativrig og kvalificeret til at passe både hjem og stat.

I moderne politik finder vi ikke den samme grad af identifikation af makro- med mikrokosmos (måske med enkelte, i denne sammenhæng uvæsentlige undtagelser) Folketingets 179 medlemmer forventer ikke, at samtlige landets indbyggere skal være demokratisk eller parlamentarisk sindede. Måske hænger dette sammen med, at der ikke, som i Athen, er nogle pressionsmidler mod dem, der ikke er det. Det athenske demokrati kunne henrette Sokrates og mange andre, men hvis man herhjemme erklærer sig utilfreds med demokratiet, kan man (i hvert fald indtil den nye terror-pakke bliver gennemført) allerhøjst blive sat under overvågning af PET.

I stedet forsøger samfundet at opdrage sine borgere til at være demokratisk sindede. Som det hedder i Gymnasiebekendtgørelsens § 1: „Undervisningen i gymnasiet skal (¼) fremme elevernes lyst og evne til at deltage i den demokratiske debat og engagere sig i forhold af betydning for demokratiet.” (Bekendtgørelse om gymnasiet, studenterkursus og enkeltfagsstudentereksamen, bek. 411 af 31. maj 1999). Det danske samfund forsøger altså at opdrage sine medborgere til demokrati, om end det ikke har nogle egentlige sanktioner mod udemokratiske elementer, såfremt de er i overensstemmelse med gældende dansk lov.

Om der nogensinde vil opstå et perfekt demokrati, er nok tvivlsomt. Athenerne havde det i hvert fald ikke, men på mange områder var de godt på vej og, hvad der er lige så vigtigt, de var udmærket klar over, hvor deres svagheder lå, og forsøgte efter bedste evne at kompensere for dem.

Størstedelen af Platons kritik kan virke berettiget, men det samme gælder i det store hele Perikles’ lovprisning. De skriver ud fra forskellige forudsætninger, og man kan ikke umiddelbart give den ene ret på den andens bekostning, men blot konstatere, at athenerne havde en sofistikeret statsindretning der, på godt og ondt, rummer adskillelige paralleller til vor tids demokratier.